Roskilde Kommunes økonomiudvalg tager i dag stilling til en aftale mellem Roskilde Kommune og Boligselskabet Sjælland. Aftalen betyder at Roskilde Kommunen kan anvise 4- og 5-værelseslejligheder til bofællesskaber for 3-4 flygtninge. Aftalen betyder, at op til 25 store lejligheder af den kvote, kommunen allerede har, kan blive bofællesskaber i 2016.
Aftalen skyldes et massivt pres på boliger i Roskilde, der allerede havde en lang akutventeliste inden antallet af flygtninge steg.
Sjællandske: Kollektiver til flygtninge på vej i store lejligheder
Bo Jørgensen, direktør i Boligselskabet Sjælland, understreger at bofællesskaberne ikke bliver placeret hvor som helst.
"Bofællesskaberne vil blive fordelt, så de ikke kommer til at ligge tæt på hinanden. Det har været vigtigt for os, at aftalen betyder en god integration", siger Bo Jørgensen. Han fortæller samtidig at lejlighederne af samme grund bliver fundet i de mest ressourcestærke boligområder.
Roskildes borgmester Joy Mogensen fortæller til TV2 Lorry, at aftalen betyder flere boliger til andre med boligbehov.
"Det er simpelt hen for at få boligerne til at strække længst muligt", siger Joy Mogensen.
TV2 Lorry: Enlige flygtninge kan bo i kollektiv (starter 1:05)
"Det er en win-win-aftale", vurderer Bo Jørgensen. "Aftalen betyder at der alt andet lige bliver flere lejligheder, der kan gå til kommunens akutte venteliste og til boligselskabets almindelige venteliste", fortæller han.
Med aftalen "bytter" Boligselskabet Sjælland samtidig 10 store lejligheder fra Roskilde Kommunes anvisningsret til 10 små billige lejligheder til den almindelige venteliste.
FAKTA
Aftalen kort
Almenboligloven er blevet ændret, således at bofællesskaber nu kan etableres i boliger med 3-4 værelser eller flere, hvor det hidtil kun har været muligt i almennyttige boliger med 6 værelser. Formålet med lovændringen er at gøre det lettere for kommunerne at anvise varige boliger til flygtninge i almennyttige boliger i form af et værelse i et bofællesskab med individuelle lejekontrakter.
Boligselskabet Sjælland har tidligere ikke ønsket at gøre brug af den nye lov med den begrundelse, at det vil gå ud over de borgere, der står på boligselskabets venteliste til de pågældende boliger.
Den nye aftale betyder, at der kan etableres bofællesskaber til flygtninge i de 4 og 5 værelses lejligheder, kommunen får stillet til rådighed som del af kommunens 25 pct. anvisningsret.
Som udgangspunkt kan der etableres 3 værelser i en 4 værelses lejlighed (og 4 i en 5 værelses). Roskilde Kommune håber at kunne etablere omkring 80 værelser i bofællesskaber til flygtninge. Med den almindelige 25 pct. anvisningsret får kommunen normalt ca. 25-30 4-5 værelses lejligheder om året (afhængig af fraflytning). Såfremt alle disse lejligheder benyttes til at etablere bofællesskaber til flygtninge, vil der kunne etableres 80-100 værelser om året. Men i så fald vil der ikke kunne anvises boliger til de lidt større familier på kommunens akutventeliste.
Derfor er det aftalt, at Roskilde Kommune fremover får tilbudt yderligere 10 stk. 4-5 værelses lejligheder om året. Til gengæld for de yderligere 10 4-5 værelses lejligheder om året, afgiver kommunen 10 små billige lejligheder, som boligselskabet kan bruge til den almindelige venteliste.