Boligminister Carsten Hansen og folketingspolitiker Mette Gjerskov skulle have besøgt Korsgården og Sems Have efter et frokostmøde med direktør Bo Jørgensen, formand Jan Rene Petersen og næstformand Bodil Nielsen. Besøget skulle sætte fokus på det store behov for renovering på Sjælland og boligselskabets succes med at nedbringe energiforbruget.
Men i sidste øjeblik er besøget nu udskudt. Det skyldes, at forhandlingerne om en ny boligaftale ikke er afsluttet.
Forhandlinger fortsætter
Altinget.dk skriver i dag, at boligordførerne fra K, DF, EL og SF har haft flere møder med boligminister Carsten Hansen om en ny boligaftale for de kommende fire år, og møderne fortsætter resten af ugen.
Ifølge Altingets oplysninger forhandler ministeren på nuværende tidspunkt kun med den gruppe af partier, som har stillet krav om at hæve Landsbyggefondens renoveringsramme. De fire partier, som ellers hører til på hver sin fløj i Folketingssalen, har hver for sig stillet krav om et højere renoveringsbeløb.
Modsat fastholder Venstre kun at ville indgå en aftale, som løber over to år. I følge altinget ser dét krav ud til, at holde boligministeren fra at forhandle til den side.