Det kan være svært at få fodfæste i det danske samfund for familier af anden etnisk baggrund. Især for dem der netop er kommet til Danmark og ikke kender området eller har tillid til det danske system. Her kan det være godt at få hjælp af nogen, der kender lokalområdet, kommunens tilbud og det offentlige system. Golestan Abdi er en af de frivillige kvinder, som gennem den landsdækkende organisation Bydelsmødre hjælper andre kvinder med anden etnisk baggrund med at komme på fode i det danske samfund.
"Det ikke nemt at starte et nyt liv i et nyt land med et nyt sprog og en ny kultur. Der er mange ting, man skal lære, og hvis ikke man har et godt netværk til at hjælpe én i gang, kan det føles meget ensomt. Det var derfor ikke en svær beslutning, da jeg blev spurgt, om jeg ville være Bydelsmor, fortæller 38-årige Golestan Abdi, der kom til Danmark for godt 12 år siden, efter hendes mand var flygtet fra deres hjemland Iran, og de efterfølgende blev familiesammenført".
Sport blev startskuddet
I dag bor Golestan og hendes mand i Boligselskabet Sjællands boligafdeling Sems Have i Roskilde med deres to drenge på seks og 12 år, der begge går til gymnastik. Børnenes fritidsaktivitet blev starten på Golestans engagement som Bydelsmor.
"En af de andre mødre fra gymnastik er sundhedsplejerske. Hun bemærkerede, at jeg havde taget to veninder med, som kom for at få inspiration til deres børns sportsaktiviteter, da de netop var kommet til Danmark. Sygeplejersken fortalte om Bydelsmødrene og spurgte, om det ikke var noget for mig", siger Golestan Abdi.
Det landsdækkende projekt, der uddanner etniske og danske kvinder til at være mentorer for nytilkomne familier, tiltalte Golestan. Derfor tog hun hurtigt fat i Boligselskabet Sjælland, der har taget initiativ til at starte en Bydelsmødre-afdeling i Roskilde. Kort tid efter kom Golestan Abdi med i projektet, og sammen med 18 andre frivillige kvinder blev hun sidste år uddannet som Boligselskabet Sjællands første Bydelsmødre efter et 12 ugers uddannelsesforløb.
"Bydelsmødre-projektet passer godt ind i Boligselskabet Sjællands boligsociale helhedsplan i Roskilde. Og via et godt samarbejde med Roskilde Kommune kan vi give vores Bydelsmødre en rigtig god uddannelse, som kvinderne kan bruge til at støtte andre kvinder og tale om blandt andet børneopdragelse, kost, fritid og kommunale tilbud", fortæller Pia Mikkelsen, der er boligsocial medarbejder og initiativtager til Bydelsmødrene hos Boligselskabet Sjælland.
Vi har selvfølgelig et ønske om, at alle vores beboere føler sig godt tilpas. Udover at uddanne Bydelsmødre, der kan fungere som mentorer i dagligdagen, har vi derfor også oprettet en kvindecafé, der kan samle kvinderne i lokalområdet, ligesom vi afholder arrangementer og kvindefester, fortæller Pia Mikkelsen, der er boligsocial medarbejder og initiativtager til Bydelsmødrene hos Boligselskabet Sjælland.
Stolt af at gøre en forskel
Rollen som Bydelsmor er Golestan Abdi stolt af, og hun håber, at hendes arbejde kan være med til at gøre en forskel for kvinderne.
"Jeg vil rigtig gerne hjælpe kvinderne til at føle sig som en del af samfundet og hjælpe dem med at skabe et netværk. Jeg anbefaler dem f.eks. altid at få en praktikplads, hvis det kan lade sig gøre. Man lærer ikke at tale dansk ved at gå på sprogskole. Man lærer det ved at tale med folk", understreger Golestan Abdi, der selv har haft stor glæde af at være i praktik i en børnehave.
Som Bydelsmor skal Golestan ikke fungere som tolk, men hjælpe kvinder med anden etnisk baggrund med at få skabt et netværk og lære byen at kende. Det gør hun blandt andet ved at fortælle dem om byens sociale muligheder, f.eks. biblioteket, ved at hjælpe kvinderne med praktiske ting som at melde børnene i dagsinstitutioner eller til fritidsaktiviteter, eller ved at hjælpe kvinderne med at starte på en uddannelse.
Opgaverne som Bydelsmor er af forskellig art, men særligt en episode har gjort stort indtryk.
"Jeg havde en mor, der var meget i tvivl om, hvad hun skulle gøre med uddannelse. Hendes svigerforældre mente ikke, at hun var nok hjemme hos sine tre børn og syge mand, og at hun derfor skulle droppe sin uddannelse. Jeg sagde, at hun skulle tænke på sin og børnenes fremtid. Hvad vil gavne dem mest? Hun valgte at fortsætte med sin uddannelse, og vi mødes stadig og taler om, hvordan det går. Det er i situationer som disse, jeg føler, at jeg gør en forskel", fremhæver Golestan Abdi med stolthed i stemmen.
Sociale relationer er altafgørende
Der er ingen tvivl om, at det sociale liv har stor indflydelse på, om man trives eller ej. Det gælder, uanset om man har boet i Danmark i et eller 55 år. Som en del af Bydelsmødre-projektet har Boligselskabet Sjælland etableret en række sociale arrangementer, der kan være med til skabe attraktive sociale rammer for kvinderne.
"Vi har selvfølgelig et ønske om, at alle vores beboere føler sig godt tilpas. Udover at uddanne Bydelsmødre, der kan fungere som mentorer i dagligdagen, har vi derfor også oprettet en kvindecafé, der kan samle kvinderne i lokalområdet, ligesom vi afholder arrangementer og kvindefester", fortæller Pia Mikkelsen.
På kvindecaféen har de f.eks. haft besøg af en psykolog, der fortalte om børneopdragelse, og kvindefesterne har været så stor en succes, at de sidste år vandt Roskilde Festivals frivillighedspris og modtog 25.000 kr. Også Golestan mærker den store opbakning til de sociale aktiviteter blandt kvinderne.
"Mange af dem, jeg taler med, er glade for at deltage i kvindecaféen, og de spørger ofte, om de må tage veninder, søstre eller svigerinder med. Det siger jeg altid ja til, for det er en rigtig god måde at lære andre at kende på. Og de sociale relationer er afgørende, hvis man vil integreres og blive en del af det danske samfund", siger Golestan Abdi.
Fortsætter netværk og sparring
Sammen med Roskilde Kommune har Boligselskabet Sjælland etableret uddannelsen, der formidler viden om samfund, sundhed, familieforhold og parallelsamfund. Uddannelsen forløber over fire måneder, hvor kvinderne mødes hver mandag. Her møder de forskellige fagfolk f.eks. sundhedsplejersker, lærere, psykologer og medarbejdere fra jobcenteret, der fortæller om, hvilke udfordringer de nytilkomne familier kan stå overfor, og hvordan Bydelsmødrene kan hjælpe dem.
"Selvom vi har afsluttet uddannelsen, mødes vi hver måned for at snakke om, hvem der har hvilke opgaver, hvad der er gået godt, og hvad man kan gøre anderledes. Det er meget rart at høre, hvordan det går med de andre og samtidig få gode råd til, hvordan man kan håndtere en opgave", siger Golestan Abdi og slutter: Men der er ingen tvivl. Det bedste ved at være Bydelsmor er, at vi kan gøre en forskel.
/Lindskov