"Dengang var det nemt at få en almen bolig," fortæller Tom Frederiksen. I 1979 flyttede han ind hos kæresten i en almen bolig på Århusgade på Østerbro.
"Det var sindssygt gode boliger. Virkelig solidt byggeri. Men der var meget store forskelle på de københavnske boliger. Mens jeg var marinesoldat ude på Holmen, boede min kammerat på Nørrebro i 2. baggård. Jeg kan huske, at han havde et brandreb hængende inde i lejligheden. Altså til hvis huset brændte, så skulle han fire sig ud af et vindue og ned i gården, for der var kun én trappe, så det var jo en brandfælde. Alt det gamle skidt er revet ned nu," fortæller Tom Frederiksen. Det samme gælder hans barndomshjem, der lå i Slotsgade ved Stengade i København.
Dengang var det godt gang i det boligpolitiske, både i København og i Århus. Slumstormerbevægelsen fra starten af 70erne havde udviklet sig. Kollegianere boykottede huslejestigninger i 1974-75. Senere fulgte boykot af huslejestigninger i det, der dengang hed sociale boligbyggerier. Renten var høj, op mod 20 %. Lejerbevægelsen var ved at dele sig i den "gamle" lejerbevægelse og den nye boligbevægelse, der kæmpede mod fupmoderniseringer, byggefejl og huslejestigninger. Efterhånden kom der politiske indrømmelser - lejerne fik høringsret, når der skulle renoveres. Boligreguleringsloven blev indført. Det blev sat stop for tomme lejligheder. Udviklingen fører til det beboerdemokrati, vi kender i dag, og som blev skrevet ind i loven i 1996.
Tom Frederiksens flyttede ind i det nybyggede Aldersrogade i 1984 og trådte dermed ind i udkanten af den boligpolitiske kampplads.
Aldersrogade
Aldersrogade er bygget i midten af 80erne af Lejerbo. Dengang var boligområdet præget af pionérånd. Nu er Aldersrogade på den hårde ghettoliste, der er vedtaget en udviklingsplan og dele af bebyggelsen skal rives ned.
"Jeg kom i bestyrelsen. Det var i 1984, jeg rejste mig op og sagde "Det kan jeg godt". Vi anede ikke noget om vedtægter og sådan noget. Det var begyndelsen på min interesse for det almene byggeri," forklarer Tom.
"Når jeg flyttede til Aldersrogade kom jeg meget tættere på Nørrebro. På det tidspunkt var der gang i den nede ved Stengade (på indre Nørrebro, red.). Der var Byggeren, der var Nørrebro Beboeraktion. I bestyrelsen var det kommunisterne, der prøvede at sætte præg på det beboerdemokratiske."
"Men jeg var ligesom i udkanten af alt det der. Vi havde det bare fedt i boligområdet, og det var nogle gode boliger," husker Tom Frederiksen.
Senere er Tom Frederiksen flyttet fra København. Inden han flyttede til Søparken i Glumsø boede han flere år i Stokkemarke på Lolland. "For at bo grønt og på landet, ikke."
Men flytningen over Roskilde til Glumsø var mere tilfældig.
"Jeg ønskede mig en bolig væk fra byen, men samtidig at bo alment. Det opfylder Søparken, og det er et fedt sted. Det er tæt-lavt byggeri, hvor vi bor omkring nogle gårdspladser, og der kommer vi hinanden meget ved," forklarer Tom.
Når Tom Frederiksen ser fremad, mener han at huslejen vokser for meget. Lejerne betaler for samfundsopgaver, som fællesskabet har ansvar for, mener han.
Boligselskabet Sjælland
Tom Frederiksen er nyvalgt formand for Boligselskabet Sjælland. Han mener, at det stadig er for dyrt at bo alment.
"Vores store udfordring - og det gælder også almene boliger generelt - er at sikre boliger til en leje, som er til at betale for mennesker med almindelige lønninger."
"På den ene side stiger byggepriserne, så det både er svært at bygge nye almene boliger og at renovere," vurderer han.
"På den anden side når en almen beboer at betale sin bolig flere gange. Først betaler man realkreditlånet, så betaler man til Landsbyggefonden og endelig betaler man til den fremtidige vedligeholdelse."
"Den oprindelige tanke var, at Landsbyggefondens formål var at spare op til at bygge nye almene boliger. Nu er det blevet en fond for renovering. Den snak mener jeg, vi skal tage, om det er i lejernes bedste interesse," siger Tom Frederiksen.
"Når politikerne på Christiansborg over flere omgange tømmer Landsbyggefonden - fx for at finansiere ghettopakken, sætter det de almene boliger under pres. Ghettoproblematikken er et samfundsproblem og dermed en en samfundsopgave. Lejerne kan ikke blive ved både at indbetale til Landsbyggefonden og samtidig betale til renovering og henlæggelser."
"Hvis politikerne vælger at bruge de opsparede midler i Landsbyggefonden til andre formål, end dem de er tiltænkt, så må vi gentænke hele økonomien i den almene sektor," mener Tom Frederiksen.
Den blandede by
Tom Frederiksen er stærk tilhænger af den blandede by.
"Vi skal kunne mærke hinanden som mennesker, mærke hinandens virkelighed," mener han.
Det er noget, Tom Frederiksen mener, vi har tabt.
"Engang delte vi den samme virkelighed. Vi så det samme fjernsyn, brugte det samme telefonselskab, der var den samme øl, chokolade og tobak. Nu lever vi i en mere kompleks verden og vores opfattelse af virkeligheden er mere forskellig. Derfor er det nu det fysiske rum, vi skal fokusere på. Vi skal mødes i daginstitutionerne, i skolerne, vi skal købe ind sammen. Vi skal bruge det samme byrum. Det stiller krav om at vi har blandede byer," forklarer Tom Frederiksen. Derfor mener Tom også, at almene og private skal arbejde mere sammen.
"Jeg er fascineret af andelstanken. At vi ejer i fællesskab. Det ser jeg også i det almene. Vores fundament er det demokratiske, og vi kan byde ind med en demokratisk byudvikling. At boligområderne bliver skabt demokratisk og ikke kun af kapitalinteresser."
Vi skal passe på vores klode
"Os, der sidder med viden og mulighed for at handle, har et ansvar," siger Tom Frederiksen.
"Det er vigtigt med biodiversitet, også i boligområderne. Og det er sindssygt vigtigt, at vores byggeri udleder mindre CO2 og bliver mere bæredygtigt. Vi står overfor en bunden opgave."
"Derfor skal vi måske også tænke en CO2-konsekvens ind i vores beslutninger. Det har Klimarådet foreslået, og der kan vi gå foran med at indføre en intern CO2-pris."
"Det samme gælder ladestandere og elbiler. Vi er på bagkant med det og må have løst det. Sammen med det øvrige samfund, må vi støtte den grønne omstilling af almene boliger," slutter Tom Frederiksen.
-jbw