Siden november sidste år har medarbejderne fra Boligselskabet Sjælland haft en kasse sparebrusere med ved den årlige boligservice. Sparebruserne bruger langt mindre vand, men en afprøvning viser, at de fungerer mindst lige så godt som de gammeldags brusere, der er i mange boliger.
Nu begynder tallene fra de mange vandmålere at komme ind. Inden projektet gik i gang, vurderede Ulrik Eggert Knuth-Winterfeldt at besparelsen kunne blive 50 millioner liter vand om året.
Tallene, der tikker ind fra de fjernaflæste vandmålere i Roskilde, taler deres tydelige sprog. I mange år har vandforbruget ligget konstant. Men nu betyder sparebrusere, at vandforbruget falder. Ulrik Eggert Knuth-Winterfeldt anslår at besparelsen bliver 68 millioner liter vand om året.
"Vandbesparelser i bruseren er rigtig vigtige", forklarer han. Det skyldes at bruseren bruger varmt vand.
"Derfor slår besparelsen igennem både på det dyre vand og på den endnu dyrere opvarmning af vandet", fastslår Ulrik.
Han har analyseret tallene fra boligselskabets elektroniske vandmålere. Og meget tyder på at vandbesparelsen langt større end forventet, tallene tyder på at beboerne sparer 68 millioner liter vand i 2020. Det betyder noget, både for den enkelte beboer og for vores allesammens vandforsyning.
Op mod 10.000 brusere bliver udskiftet i forbindelse med boligservice. 8 ud af 10 beboere siger ja til skiftet, der betyder lavere vand- og varmeregning. Her tjekker Ulrik Eggert Knuth-Winterfeldt en sparebruser. I baggrunden ses den tank, der producerer varmt vand til Ringparkens 593 boliger.
"For en gennemsnitlig beboer, betyder besparelsen på vand og energi ca. 300 kr. per person om året", siger Ulrik.
FAKTA
Sparebruserne bliver monteret i forbindelse med boligservice, og udskiftningen er helt frivillig. Siden november har medarbejderne været ca. halvdelen af alle boliger igennem, og erfaringerne herfra viser at 8 ud af 10 beboere gerne vil have bruseren skiftet, så de får besparelsen på vandmåleren og varmeregningen.