20/12-2018 Nyhed til alle

Fra syv til én

Onsdag besluttede syv afdelinger i Tølløse at blive til én afdeling. Det betyder bl.a. bedre sammenhold og en besparelse på ca. 500.000 kr.

Her ses Østergade 71-113, som er en af de syv afdelinger der igår onsdag d. 19. december stemte ja til at blive en del af den nye fælles afdeling i Tølløse.   Foto: Jonas B. Whitehorn

Igennem de sidste to år har bestyrelserne for syv afdelinger i Tølløse arbejdet for en sammenlægning. Idéen om en sammenlægning opstod som en del af boligselskabets tanke om at arbejde i områder. Her er tanken, at afdelinger inden for samme geografiske område samarbejder, deler erfaringer og skaber fælles aktiviteter. I Tølløse blev det samarbejde til ”Tølløse på tværs”.

Fra skeptisk til fortaler

Boligselskabets udviklingskonsulent Jakob Murning og driftsleder Louis Jespersen har været en del af arbejdet på sidelinjen. Fra projektets start har nogle af bestyrelsesformændene være skeptiske overfor en sammenlægning. Men som tiden er gået er de blevet positive og på gårsdagens beboermøde stod de samlet og anbefalede beboerne til at stemme for en sammenlægning.

Beboermødet tog massivt imod opfordringen og et overvældende stort flertal i hver af afdelingerne stemte for.

De 6 formænd for boligafdelingerne blev alle valgt til den nye bestyrelse. Beboerne kvitterede ud over sit ja også med at bekræfte, at de oplever at en samlet bestyrelse øger sammenholdet og indflydelsen i Tølløse.

Økonomisk fordel

Flere boliger i Tølløse står over for renoveringer mens andre har meget høj husleje. Som følge af sammenlægningen kommer en besparelse på ca. 500.000 kr. De vil bl.a. blive brugt som en hjælp til nogle af renoveringerne og dermed sikre, at vi kommer godt videre i fremtidssikringen af boligerne i Tølløse.


De 7 afdelinger der er lagt sammen til én

  • Østergade 71-113
  • Vestergade 7-25
  • Vestergade 4-32
  • Søndermarken
  • Nygade 10-13 og Østergade 33-44
  • Herluf Trollesvej
  • Dalvænget

/cel

Henvendelse om denne side til nyhedsredaktør