7/9-2017 Nyhed til alle

Historisk afdelingssammenlægning: Fra 4 afdelinger til 1

På et fælles afdelingsmøde mandag blev Fælledgårdene, Møllegårdene, Holbækgårdene og Hjørnegården i Roskilde lagt sammen til én afdeling.

Møllegårdene er én af de fire afdelinger, der mandag d. 4. september stemte ja til den historiske afdelingssammenlægning.   Jonas B. Whitehorn

Aldrig før i Boligselskabet Sjællands historie har fire afdelinger lagt sig sammen til én. Men mandag d. 4. september blev det lavet om, da afdelingerne Fælledgårdene, Møllegårdene, Holbækgårdene og Hjørnegården i Roskilde, alle valgte at stemme ja til at blive én stor afdeling med 374 boliger. Det betyder, at afdelingen nu er Boligselskabet Sjællands 5. største afdeling. 


FAKTA

Boligselskabet Sjællands andre store boligafdelinger:

  • Karlemoseparken
  • Ringparken
  • Æblehaven
  • Rønnebærparken

Stærkere økonomi er lig med flere muligheder

Den nye afdeling kommer til at stå bedre økonomisk, end de fire afdelinger hver for sig. Det kommer til at få en helt konkret betydning for beboerne, vurderer Martin W. Larsen fra Boligselskabet Sjælland, der har arbejdet med sammenlægningen de seneste år. Han peger på, at den samlede afdeling nu står til at få en billigere renovering gennem en såkaldt helhedsplan.

”De fire afdelinger står alle over for større renoveringer, som koster mange penge. Ved at de nu er slået sammen, får de flere muligheder for at påvirke udfaldet af renoveringerne, både hvad angår fx boligsammenlægninger og fysiske ændringer af deres fælles udearealer,” fortæller Martin W. Larsen. 

Afdelingsbestyrelsernes ønske gik i opfyldelse

De fire afdelingsbestyrelser har haft et fælles ønske om at styrke beboerdemokratiet bl.a. gennem en fælles afdelingsbestyrelse.

Ønsket blev opfyldt, da det på afdelingsmødet blev besluttet at etablere en ny afdelingsbestyrelse, som skal bestå af 7 medlemmer og 5 suppleanter. Den nye bestyrelse med suppleanter mødes inden for de næste par uger med ansatte i Boligselskabet Sjælland for at konstituere sig selv samt vælge medlemmer til repræsentantskabet.

Der er skabt grobund for et bedre socialt boligliv

En styrket afdelingsbestyrelse vil også have betydning for det sociale boligliv i den nye afdeling.

”Beboerne vil i fremtiden kunne mærke forbedringer på sociale tiltag og aktiviteter i afdelingen, da en ny større bestyrelse har bedre forudsætninger for at igangsætte disse aktiviteter. Alt sammen noget som er med til at skabe et bedre boligliv,” fortæller udviklingskonsulent Jakob Murning fra Boligselskabet Sjælland, som er en del af boligselskabets team, der arbejder med afdelingssammenlægninger.

Den nye afdelings navn er endnu ikke besluttet. Der blev lagt op til på afdelingsmødet, at den nye afdelingsbestyrelse skal udskrive en konkurrence for at finde på et navn til den nye afdeling.


FAKTA

Fælledgårdene har 192 boliger, Møllegårdene har 72 boliger, Holbækgårdene har 70 boliger og Hjørnegården har 40 boliger.

71 beboere fra 64 lejemål deltog i sammenlægningsmødet.

De fire afdelinger har ikke samme husleje i dag, derfor udlignes forskellen over de næste 4 år.


/cel

Henvendelse om denne side til nyhedsredaktør