15/10-2014 Nyhed til alle

Hvalsø på vej med centerboliger

Superbrugsen i Hvalsø vil omdanne rodet område midt i byen til butikscenter. Hvalsø Boligselskab er inviteret til at lægge boliger ovenpå.

Næstformand Bettina E. Hinrichsen og Poul Christensen, udpeget af Lejre Kommune står midt i området, der skal omdannes til attraktivt butikscenter midt i Hvalsø.   Foto: Jonas B. Whitehorn

Lejre Kommune har sammen med rådgivere fra Institut for centerplanlægning regnet ud, at mange af de, der nu kører til Roskilde, Holbæk eller Ringsted, ligeså godt kunne købe ind i Hvalsø. Superbrugsen i Hvalsø har taget udfordringen op, og er ved at skabe et over 10.000 kvadratmeter stort projekt til butikker med boliger ovenpå.

Butikkerne skal genoplive Hvalsøs butiksliv, og lige nu overvejer Hvalsø Boligselskab at gå med i projektet, der vil skabe 47 nye boliger med en helt anden karakter, end boligselskabet ellers kan tilbyde.

Hvalsø ligger midt på Sjælland rent trafikalt med godt 30 minutter i tog til København. Rundt om byen er der ret naturskønt.

Hvalsø i midten 

Det er let at komme til Hvalsø. Med toget er der en god halv time fra København, fra Roskilde præcis 15 minutter. Passagererne går under jernbanen og fra åbningen af tunnellen under jernbanen åbner himlen sig over en stor sø. Og allerede fra den side af stationen kan man se projektområdet, der har fået navnet Søtorvet.

Bettina og Poul studerer planerne for de nye centerboliger midt i Hvalsø. Det er repræsentantskabet i Hvalsø Boligselskab der har besluttet at indgå i projektet, der er opdelt på den måde, at boligselskabet står for boligerne og butikkerne laves af Superbrugsen.

En ny slags boliger

Bettina E. Hinrichsen og Poul Christensen sidder i organisationsbestyrelsen i Hvalsø Boligselskab. De skal tage stilling til om boligselskabet går med i projektet.

Vi vil kunne tilbyde nogle helt andre typer boliger, end vi kan nu.
Bettina E. Hinrichsen Næstformand, Hvalsø Boligselskab

"For mig handler det om, at vi vil kunne tilbyde nogle helt andre typer boliger, end vi kan nu", fortæller Bettina E. Hinrichsen på parkeringspladsen foran Superbrugsen. Hun er næstformand i Hvalsø Boligselskab.

"Det bliver nogle spændende boliger - og med 2- og 3-værelses lejligheder kan vi både tiltrække ældre mennesker, der vil ud af et for stort hus udenfor Hvalsø og familier og enlige, der gerne vil bo grønt, men stadig kunne komme til København", fortæller hun.

Hovedgaden i Hvalsø har taget turen ned, og det meste er lukket. Bygningen her skal rives ned for at give plads til det nye projekt, for en analyse viser, at Hvalsø faktisk kan tiltrække flere hundrede millioner kroner i omsætning - hvis butikkerne er der.

For Bettina handler det også om at få liv i byen.

"Vi er ret gode til at holde fest i byen, men det er kun nogle enkelte dage", fortæller hun og nævner pinsebordet, hvor morgenmaden om lørdagen lukker hovedgaden helt for trafik. Hun deltog selv som helt nytilflyttet.

"Det betyder, at man sidder ved siden af hinanden og møder de andre i byen. Den første gang blev jeg inviteret hjem til nogle andre til grill og så tog vi til fest bagefter", husker hun.

Poul Christensen er Lejre Kommunes repræsentant i Hvalsø Boligselskab. Bettina Hinrichsen og formand for Hvalsø Boligselskab Gitte Gertsen udgør sammen med Poul det byggeudvalg, der skal prøve at få projektet gennemført.

Hvalsø kan stå ved et vendepunkt

Poul Christensen er Lejre kommunes repræsentant i boligselskabet. Han mener, at mulighederne er til stede. Som medlem af byrådet har han selv sat gang i flere offentlige byggerier i byen.

Det offentlige har lavet de investeringer, der skal til.
Poul Christensen Bestyrelsesmedlem og med i byggeudvalget

"Idrætshallerne, der ligger lige her ved siden af, giver en masse liv", mener han og peger over mod det store område, hvor også skolen, kulturhuset, biblioteket og musikskolen er placeret helt ned til søen.

Lige overfor projektområdet ligger en lang række af de institutioner, som de kommende beboere skal bruge.

"Så det offentlige har lavet de investeringer, der skal til. Projektet kan være lige den energiindsprøjtning, der gør, at byen vender og fremstår på en helt ny måde", vurderer han.

Faktisk stiger befolkningstallet i Hvalsø. Frem mod 2021 stiger det med 6%, hvilket blandt andet skyldes to store parcelhusudstykninger udenfor byen.

Nærmeste nabo til Søtorvs-projektet er søen. Ovre på den anden side ligger den gamle landsbyskole med en stor, moderne tilbygning.

Projektet er i høj grad udviklet af Superbrugsen i Hvalsø og deres rådgivere. Bettina og Poul skal nu se på projektet sammen med rådgiverne fra Boligselskabet Sjælland.

"Udseende og funktion er rigtig vigtige", siger Bettina. "Vi skal holde ud at høre om det bagefter", griner hun. I Hvalsø får man nemlig lov at høre for de ting, man har sat i værk, fortæller hun. 

Her skal gavlen på de nye boliger være, viser Bettina E. Hinrichsen.

"Vi skal beslutte hvor mange 2- og 3-værelses, der skal være; se på lejlighedsplanerne, om de fungerer og på deres størrelse", forklarer Bettina.

Her læner bestyrelsen sig meget op af rådgiverne fra Boligselskabet Sjælland.

Hvalsø Boligselskab var for nylig på rundvisning i Torvebyen i Køge, der er udviklet af nogle af de samme folk, som står bag Søtorvet. Måden at placere bygningerne langs strøg og torv bliver den samme.

"Vi tager udgangspunkt i fakta. Og der får vi leveret befolkningsfremskrivninger og vurderingen af, hvilken type boliger, der er brug for", fortæller Bettina. Boligerne kommer til at adskille sig ret meget fra resten af Hvalsø.

"Man kommer til at tænke på dem som byhuse", mener Bettina. "Det bliver meget mere byagtigt, og der kommer tagterrasser - det har vi ikke så meget af i byen i dag", fortæller hun.

Bettina og Poul midt i projektområdet. Stien bag dem bliver til et strøg mellem to bygninger med 47 lejligheder og butikker.

Henvendelse om denne side til nyhedsredaktør