20/3-2015 Nyhed til alle

Ildfugleprojekt giver unge springbræt af selvtillid

Et helt specielt samarbejde mellem Roskilde Brandvæsen, Boligselskabet Sjælland og Roskilde Kommune giver unge et skub fremad.

Nanna Brogaard og Nick er ved at bygge en petanquebane i aktivitetsområdet Sibirien ved boligområdet Æblehaven. Det praktiske arbejde er en del af et forløb, der på 12 uger giver et spring videre til en uddannelse. Det sker i en helt ny slags samarbejde, hvor boligselskab og brandvæsen hjælper kommunen med opgaven.   Foto: Jonas B. Whitehorn

FAKTA

Ildfugle

Projekt Ildfugle varer 12 uger med start i uge 9 og fortsætter til uge 21.
Der er 10 personer på et hold.
Forløbet veksler mellem øvelser og træning på brandstationen og praktisk arbejde i boligselskabets områder.

På 12 uger skal Ildfugleprojektet gøre de unge uddannelsesparate. De kommer med alle mulige baggrunde. Fælles er, at de har svært ved at komme i gang med et uddannelsesforløb, måske efter at have prøvet flere gange, forklarer Nanna Broager. Hun blev tilbudt en plads på holdet efter at have forsøgt at komme i gang med en uddannelse et par gange.

”Jeg har fået nogle sejre og overskredet nogle grænser”, fortæller Nanna Brogaard. Hun er 23 år, og har hele ugen bygget på en petanquebane sammen med de andre på Ildfugleholdet.
For to uger siden startede Ildfugleholdet et helt andet sted. På brandstationen gennemgår de unge nemlig teambuilding og træner selvtillid, respekt og selvforståelse.
”Vi var ude og gå en walk and talk med en erfaren brandmand. Vi gik 25 kilometer, og det føltes bare helt enormt fedt bagefter,” fortæller Nanna.
Nanna mente at hun ville have svært ved at bevare motivationen til at møde op hver dag på holdet. ”Jeg manglede måske noget at stå op til. Og det har jeg fået her”, fortæller Nanna, der er kommet til hver eneste projektdag.

Kenneth Johansen er projektmedarbejder for Ildfuglene. Han mener at brandfolkenes vægt på respekt og tillid er det, der rykker de unge.

Selvtillid giver mod til at gå videre

Efter 12 uger skal de unge føle sig løftet, forklarer Kenneth Johansen, der er en af folkene bag projektet. De får nogle redskaber og værktøjer til at komme videre, der hvor de er nu.

"Brandvæsnet kan presse de unge på en måde andre ikke kan", mener han. 

”Vi har nogle ret åbne rammer, men arbejder meget med respekt og tillid til hinanden. Jeg tror på, vi kan bygge selvtillid op på den måde”, forklarer Kenneth Johansen.

”Den officielle overskrift, er at de skal blive uddannelsesparat, men det er de sådan set alle sammen”, mener Kenneth. ”De er det i den forstand, at der er ikke nogen her, der ikke kan gå ud og tage et arbejde. Måske er der nogen der ikke kan sidde stille på en skolebænk, men ellers kan de godt."

"Så det er alle mulige småproblemer, der står i vejen. Dem sætter vi i perspektiv og viser, at det er udfordringer, de kan klare”, uddyber Kenneth Johansen.

Nanna Brogaard har sejlet med skoleskib. Drømmen er at komme i praktik som sejlmager. Det håber hun, Ildfuglene kan gøre muligt.

Sejlmager er næste skridt

Nanna blev tilbudt at være med i projektet, og sagde ja, fordi det meget handler om at være ude og få motion. Hun vil gerne være sejlmager, og hun håber at få en praktikplads og komme videre den vej.
”Jeg har været på skoleskib og på produktionsskole, så det stammer nok derfra. Jeg er nok lidt nicheagtig”, smiler Nanna Brogaard. ”Det tiltaler mig at kunne noget med mine hænder. Det er bare en mega tilfredsstillelse”, slutter hun.

Henvendelse om denne side til nyhedsredaktør