Sidste år oplevede en del af vores beboere, at vi havde store udfordringer med snerydningen, og det gav snefyldte veje og stier. Vi har i år forbedret sneberedskabet.
Vores eget personale står for snerydningen mellem 7 og 15. Det er også i det tidsrum, der er størst behov for en stor og grundig indsats. Hvis vejrudsigten peger på glatte veje og stier, vil vores medarbejdere også sørge for at pre-salte inden kl. 15.00. Det vil sige, at de spreder salt mens det f.eks. er 2 grader varmt, og som så sikrer, at stier ikke er glatte klokken 6 om morgenen, når det er minus 3 grader.
Udenfor den normale arbejdstid vil det være eksterne firmaer, som står for snerydningen.
Vi har valgt at indgå aftaler med 3 forskellige leverandører. Løsningen er således robust – også hvis vi bliver ramt af meget sne.
I enkelte afdelinger er det et eksternt firma, som står for snerydningen hele døgnet. Det er afdelinger, hvor vi ikke selv har tilstrækkelig med mandskab til at klare opgaven.
Fakta om snerydningen:
Som udgangspunkt skal vi forhindre glat føre ved hurtigst muligt efter snefald eller isslag, at rydde og/eller salte for at sikre, at arealet ikke er glat. Vi udfører snerydning og saltning mellem kl. 07.00 og 22.00 (weekender dog kl. 08.00 til kl. 22.00).
Etagebyggeri
Når du bor i etagebyggeri, er det os eller vores eksterne partner, der rydder sneen både på p-pladser, fortove, stier og foran hoveddørene. Ved kraftigt snefald kan vi have meget travlt med at rydde sne, og det kan derfor tage lidt tid, før vi når rundt i hele afdelingen. Hav tålmodighed – vi skal nok nå frem.
Rækkehuse mv.
Du har selv ansvaret for at rydde sne foran din hoveddør og på det det stykke havegang, der er tilknyttet dit lejemål. Hvis du har svært ved selv at få ryddet sne, er det en god idé at lave en aftale med en nabo eller ven, som kan gøre det for dig.
Hvad kan jeg gøre som bilist?
Sneen giver også problemer for bilister, som kan have svært ved at parkere i sneen. Ind imellem giver en hurtig parkering dog problemer for snerydningen, når bilister parkerer på stier, fortov eller veje. Det betyder, at snerydningskøretøjerne ikke kan komme frem - og der ikke kan blive ryddet sne. Som bilist bør du derfor overveje, om parkeringen giver problemer for snerydningen.
Hvem kontakter jeg, hvis der er problemer med snerydning?
Du skal kontakte områdekontoret. Uden for områdekontorets åbningstid kan du kontakte vores vagtordning.