3/11-2017 Nyhed til alle

Lejre skraber bunden, men det skal være slut

Valgmøde i Lejre viste politikervilje til flere almene boliger. Lejre er nummer 96 ud af 98 kommuner.

  Foto: Jonas B. Whitehorn

Frem mod kommunalvalget 21. november afholder Boligselskabet Sjælland fem valgmøder. Formålet er at give kandidaterne et bedre indblik i almene boliger og lejernes ønsker og samtidig at øge valgdeltagelsen.

Valgmødet i Lejre Kommune blev holdt på Hvalsø Skole. Efter et år med læserbreve for og imod almene boliger i Lejre Kommune var luften spændt da Hvalsø Boligselskabs formand Bettina Hinrichsen åbnede valgmødet.

Samtlige partier i byrådet var repræsenteret i panelet og Bettina lagde bolden op om fremtiden for almene boliger i Lejre Kommune.

Lejre Kommune har nemlig kun 1 % almene boliger, hvilket placerer kommunen på en 96. plads blandt de 98 kommuner i Danmark. Både Køge og Roskilde Kommune har til sammenligning ca. 20 % almene boliger, svarende til landsgennemsnittet.

I løbet af mødet viste der sig en bred vilje til at ændre på den dårlige placering og arbejde for flere almene boliger i kommunen.

Viceborgmester Jan Vedel Heine pegede fx på at Lejre Kommune får flere hundrede både midaldrende og ældre indenfor en kort årrække.

Det kan være mennesker, der gerne vil flytte fra hus til en almen bolig i lokalområdet, og det peger på et behov for at bygge almene boliger også i de mindre byer - et tema der også kom op på valgmødet i Køge.

"Min vurdering er at Lejre Kommune skal have nogle hundrede almene boliger. Om året", sagde direktør Bo Jørgensen, da valgmødet sluttede.


FAKTA

Der er valgmøder i de kommende uger frem mod kommunalvalget 21. november:

Roskilde, 7. november kl. 19-21
Ringparkens Beboerhus, Søndre Ringvej 51, Roskilde

Holbæk, 9. november kl. 19-21
Kasernen, Kasernevej 14-18 (indgang i gavlen), Holbæk

Ringsted, 15. november kl. 19-21
Fælleshuset, Kristoffersvej 76

Mød dine lokale kandidater til kommunalvalget og bliv klogere på boligpolitik i kommunen.

Henvendelse om denne side til Kunder & kommunikation