13/7-2017 Nyhed til alle

Margrethegården’s fru Piper fylder 100 år

Mød Margrethegården’s fru Piper. Glad for sin IPad, træning og sin bolig på 136 m2. Og så fylder hun 100 år den 17. juli 2017.

Fru Piper modtog en flot buket blomster fra Boligselskabet Sjællands direktør Bo Jørgensen. Her står hun foran sit vitrineskab fuld af bøger.   Foto: Jonas B. Whitehorn

I Boligselskabet Sjællands boligafdeling Margrethegården i Ringsted bor fru Piper. Her har hun boet siden byggeriet blev opført i 1955. Nu fylder hun 100 år - en bedrift mange ikke opnår.

”Det er ikke mange af vores beboere, der kan prale med at fejre deres 100-års fødselsdag. Det må jeg sige er godt klaret, og De holder Dem flot fru Piper” siger Bo Jørgensen, direktør i Boligselskabet Sjælland, da vi bliver budt indenfor i fru Pipers hjem.

Bo Jørgensen og de lokale medarbejdere Mette B. Andersen og Lisa Andersen, som Inge Piper kender godt, har lagt vejen forbi, for at ønske tillykke med den runde dag, som er den 17. juli. Dagen skal fru Piper fejre sammen med den nærmeste familie.

IPad kyndig læsehest

At træde indenfor hos Inge Piper, er som at træde ind i en tidslomme - i et hjem indrettet i victoriansk stil tætpakket med fine gamle mahognimøbler. Og i spisestuen står et vitrineskab fuld af gamle bøger.

”Dem har jeg ikke læst, de er bare til pynt, men jeg læser meget. Den seneste bog jeg har læst er ”Alt det lys man ikke ser”. En god bog med et skønt poetisk sprog”, lyder roserne fra Inge Piper, der samtidig understreger, at man kun kan tillade sig at kassere en bog, efter at have læst de første 50 sider.

På reolen finder man ikke kun bøger, der har også sneget sig noget nymodens ind.

”Det er fem år siden jeg anskaffede mig en IPad. Mit barnebarn Helle ville ikke længere opdatere mig på bridgeresultaterne i tide og utide, så nu gør jeg det selv på min IPad”, fortæller Inge Piper, der stadig selv er en aktiv bridgespiller i både Ringsted Bridgeklub og Eftermiddagsklubben.

Spisebordet er yndlings læsespottet for Inge Piper. Her bliver der læst mange sider hver dag. Foto: Jonas B. Whitehorn

Inges opskrift til at holde sig frisk længe

Det er ikke kun hjernen, der holdes i gang med bøger og IPad. Også kroppen får sin daglige motion. Trods sin høje alder er det nemlig en vigtig prioritet for Inge Piper.

”Jeg kommer i hvert fald ud én gang om dagen, og hvis vejret tillader det, kommer jeg også ud en tur om eftermiddagen. For det er vigtigt at holde sig i gang – det er jo sundt”, pointerer Inge.

Og som om det ikke var nok. En gang om ugen træner hun også i maskinerne med sin fysioterapeut.

8. juli 1955 - overlægeparret flytter ind

Margrethegården blev opført i 1955 af Ringsted Bys Boligselskab, der senere blev en del af Boligselskabet Sjælland.

Helt præcis den 8. juli 1955 blev én af de første lejekontrakter i Margrethegårdens historie underskrevet. Og det var overlæge Jørgen Piper og frue, der flyttede ind i den førsteopførte blok.

Og det var ikke hvilken som helst bolig. Det var en 136 m2 stor 6-værelses bolig. Dem blev der kun bygget to af. Boligerne blev bygget til brug for Ringsted by’s sygehus, der på det tidspunkt udvidede, og derfor havde brug for at kunne tilbyde boliger til nye læger på sygehuset. Nogle år senere flyttede Ringsteds kommunalpolitiker og senere borgmester Thisted Knudsen ind i den anden 6-værelses bolig.

Lejligheden har i dag været Inge Pipers hjem i 62 år, og hun har ingen planer om, at det skal ændres.

”Jeg håber, jeg bliver båret ud!” fastslår fru Piper.

Den oprindelige lejekontrakt fra 1955 bliver nærstuderet. Og især den månedlige husleje giver smil på læben. De 285 kr. om måneden for 136 m2 er ikke noget man ser i dag, selvom fru Piper synes det kunne have været skønt, hvis huslejen stadig så sådan ud. Fra venstre: Inge Piper, direktør Bo Jørgensen, journalist Cecilie Larsen og områdeleder Mette B. Andersen. Foto: Jonas B. Whitehorn

Vi havde taget den 62 år gamle og oprindelige maskinskrevne lejekontrakt med, som fru Piper kunne se. Foto: Jonas B. Whitehorn

/Cel

Henvendelse om denne side til nyhedsredaktør