En ny bydel med fokus på mangfoldighed, kreativitet og engagement i Roskilde centrum, kan snart byde de første beboere velkommen. Fra i dag er det muligt at komme på ventelisten til boligerne i Slagteriet.
Den 1. juli 2020 er 38 af i alt 110 almene lejeboliger klar til indflytning. Boligområdet kommer også til at bestå af en række private lejeboliger.
På boligafdelingens hjemmeside, finder du al den nødvendige information om boligerne og den nye boligafdeling. Her kan du bl.a. finde plantegninger og huslejeinfo for hver bolig, og du kan finde info og regler om at bo i Slagteriet.
Sådan fordeles boligerne i Slagteriet
Når boligerne i Slagteriet skal fordeles, vil der være fortrin for beboere, der kan bidrage til engagement, kreativitet og mangfoldighed i bydelen. Målet er nemlig at skabe en stærk bydel med fokus på fællesskab og mangfoldighed.
Den første indsnævring af ansøgerfeltet sker ud fra de såkaldte ”fleksible kriterier”, den enkelte boligsøgende oplyser ved opskrivning på ventelisten til Slagteriet. Derefter skal udvalgte boligsøgende indsende en motiveret ansøgning, som viser, hvordan de lever op til kriterierne.
Til sidst skal et udvalgt udvalg med aktører fra bydelen ud fra ansøgningerne vælge, hvem der bliver tilbudt at flytte ind.
Sådan kommer du på venteliste til Slagteriet
Når du er skrevet op i Boligselskabet Sjælland, kan du nu tilføje Slagteriets boliger til din venteliste på samme måde som med andre afdelinger. Det gør du ved at logge ind på bosj.dk og gå til siden med eksempler på boliger i Slagteriet.
Herefter vil du blive bedt om at udfylde de fleksible kriterier, der passer til dig og din husstand. Tjek til sidst hér, om dine kriterier er udfyldt rigtigt.
Sørg for, at du også står som aktiv boligsøgende.
Du behøver ikke at ringe til os for at få bekræftet, at du er skrevet op. Dette kan du se under ’Mine ventelister’, hvor det vil fremgå, hvad du er skrevet op til.
Skriv dig på Slagteriets venteliste senest 15. april 2020
Hvis du vil søge en af de 38 boliger, der udlejes i første runde, skal du senest den 15. april sætte dig på ventelisten til Slagteriet. Er du blandt dem, der skal indsende en motiveret ansøgning, modtager du en mail senest den 20. april 2020. Derefter vil du have 5 dage til at udfylde og uploade ansøgningen.
/cel