27/9-2021 Nyhed til alle

Ny digital guide: Lettere og billigere, når du skal flytte

Du får hjælp til de vigtige og svære valg, og du kan let skrive under med NemID. I nogle tilfælde kan du også spare op til 14 dages husleje.

Papirblanketten kom til kort: Mange var i tvivl og måtte ringe

Der er en masse formalia, der skal være i orden, når du flytter ud af en lejebolig. Indtil sommeren 2021 har vi kun tilbudt en klassisk papirblanket, som du som lejer skulle udfylde, underskrive og sende ind til os. Men blanketten har været svær at forstå og udfylde, bl.a. fordi forskellige boliger har forskelligt opsigelsesvarsel. Derfor har mange haft brug for at ringe ind og få hjælp.

Vild vision om brugervenlighed

For nogle år siden fik vi en vision om at gøre opsigelsen nemmere for både beboere og medarbejdere ved at udnytte de nye digitale muligheder og alle de oplysninger om den enkelte bolig, vi har i vores systemer. Det var et dyrt projekt, hvis vi skulle løfte det alene, så vi har udviklet løsningen sammen med 10 andre boligorganisationer, der bruger samme IT-system som os. Boligselskabet Sjælland er de første, der nu har lanceret den hjælpsomme digitale flytteguide.

Den digitale flytteguide hjælper dig hele vejen

Helt konkret er der nu kommet et nyt menupunkt hos alle beboere, der logger ind på bosj.dk. Punktet ’Opsigelse af lejemål’ åbner en guide, hvor du kan vælge, om du vil opsige din bolig eller et bi-lejemål. Herefter guides du igennem alle nødvendige beslutninger trin for trin. Fx kan du oplyse ønsker om, hvilket klokkeslæt du foretrækker at aflevere og få synet boligen. Til sidst modtager du og din eventuelle samlever et dokument i e-Boks, som I kan underskrive med NemID.

Detalje fra online opsigelse, der illustrerer hvordan du kan få overblik over vigtige datoer i din flytning.

Så snart du har indsendt en opsigelse, kan du i flytteguiden følge med i status. Du kan fx se, om vi har fået genudlejet din bolig og fra hvornår. Hvis du ikke kender din nye adresse, når du siger op, får du automatisk en mail senere, så du husker at indtaste den i guiden.

Den største besparelse er din: Færre dage med en tom bolig

Eksempel på besparelse

En beboer skal flytte ind i en bolig, som hun får nøglerne til den 3. december.

Tidligere kunne hun kun opsige sin nuværende bolig til genudlejning den 15. december, og der ville altså være 12 dage, hvor hun skulle betale husleje for 2 boliger.

Hvis hun kan flytte ud og gøre rent i sin tidligere bolig på 3 dage, vil hun fremover kunne opsige boligen til genudlejning den 6. december og derved kun skulle betale dobbelt husleje i 3 dage (hvis det lykkes at udleje boligen til 6/12).

De 9 dages dobbelt husleje, hun tidligere betalte, kom ingen til gode. Og det var også 9 dages spild af en attraktiv bolig, som andre kunne bruge.

Tidligere genudlejede vi som de fleste boligselskaber kun boliger pr. den 1. eller 15. i måneden. Det ændrer vi med den digitale flytteguide.

Fra onsdag 29/9 har du mulighed for frit at vælge, hvilken dag du ikke skal bruge din tidligere bolig mere – og så prøver vi at udleje den fra den dato. Dermed kan den der flytter, spare op til 14 dages husleje, hvis man fx kun har brug for boligen indtil den 2. i måneden.

Den nye mulighed er ikke en garanti for, at din bolig bliver udlejet til den valgte dato, men vi forsøger. Dog skal den næste beboer selvfølgelig også skal have en rimelig tid til at sige ja tak og komme ud af sin tidligere bolig. Derfor vil guiden også tydeligt vise, hvor tidligt vi i bedste fald forsøger at udleje din bolig.

Du kan nu få tilbudt en bolig med overtagelse den 22. november

Med den nye fleksibilitet kommer indflytninger også til at kunne foregå på alle månedens hverdage. Tidligere har du kun modtaget boligtilbud med overtagelse den 1. eller 15. Det kan både være en fordel og ulempe, alt efter hvilke opsigelsesregler der er i din gamle bolig. Men hvis du bor hos os i forvejen, kan du nu udnytte den nye chance for at få datoerne til at passe præcist. Og hvis du sælger en ejerbolig, er der heller ingen regler om, hvilken dag på måneden den nye ejer skal overtage.

Mere overskud til god service

Vi forventer, at færre vil have brug for at ringe for at få hjælp til at overskue fraflytningen. Og mange interne processer foregår helt automatisk, når en beboer siger op gennem guiden. Samtidig vil vores synsfolk ikke få lige så travlt omkring den 1. og 15. i måneden. Alt i alt håber vi, at det vil give os mulighed for at give dig en endnu bedre service og hjælp til de spørgsmål, du måske stadig har til din flytning.

/ PFT

Henvendelse om denne side til Kunder & kommunikation