Boligselskabet Sjælland styrker endnu engang organisationen for som landets 6. største boligselskab at fokusere på udviklingen af de gode kundeoplevelser for beboere og boligsøgende. Det sker med ansættelsen af 55-årige Flemming Jeberg i en nyoprettet stilling som kunde- og kommunikationschef.
Her skal han stå i spidsen for al intern og ekstern kommunikation, der skal understøtte de kommende års strategiske indsatsområder og sikre kunderne endnu bedre oplevelser i mødet med boligselskabet.
"Boligmarkedet ændrer sig, og det samme gør beboernes forventninger til vores boliger og dialogmuligheder. Vores beboere og boligsøgende er vores kundegrundlag. En god og konstruktiv dialog med dem er derfor afgørende for bedst muligt at kunne imødekomme deres behov og ønsker. Derfor har vi oprettet en stilling, der skal bidrage til at fremtidssikre vores markedsposition og levere de ekstra gode kundeoplevelser", siger direktør Bo Jørgensen fra Boligselskabet Sjælland, der administrerer 12.000 boliger.
Ansættelsen sker som led i Boligselskabet Sjællands nye, ambitiøse 2024-strategi, der skal bringe selskabet i front inden for fem udvalgte indsatsområder, hvor bæredygtighed – også social bæredygtighed -, fællesskaber, beboerdemokrati, indflydelse samt trygge, attraktive og betalbare hjem er nøgleord.
Beboerne i fokus
Flemming Jeberg er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Senest kommer han fra en stilling på erhvervsskolen Tradium, hvor han i syv år var presseansvarlig og kommunikationsrådgiver for bestyrelse, direktion og en chefgruppe på +20 ledere. Tidligere har han været leder for PR-bureauet Morsings kontor i Aarhus. Han har desuden solid erfaring fra mediebranchen.
Noget af det, som Flemming Jeberg lægger vægt på i sin nye funktion er, at han kan være med til at gøre en positiv forskel for samfundet og for mennesker.
"Det er motiverende at være en del af en arbejdsplads, hvor vi sammen gør en positiv forskel og løser en vigtig samfundsopgave ved at sikre, at vores beboere har et godt sted at bo og trives samtidig med, at vi yder en god service. Jeg kan også godt lide, at Boligselskabet Sjælland skiller sig positivt ud, fx når vi bygger bæredygtigt i træ. Det er spændende at være en del af det også – og ikke mindst at kommunikere dét, der gør os til noget særligt ud til omverdenen", siger Flemming Jeberg.
God forståelse for kunderejsen
Den nye kunde- og kommunikationschef har boet over halvdelen af sit liv i almen bolig. Derfor har han en god forståelse af, hvordan det er at bo alment og dermed være en del af socialt fællesskab.
"Med sin kommunikationsmæssige baggrund og indsigt i boligformen har Flemming rigtig gode forudsætninger for at bidrage til udvikling af kunderejsen, god kundeservice og tilfredshed med at være kunde hos Boligselskabet Sjælland", siger direktør Bo Jørgensen.
Boligselskabet Sjælland er allerede meget langt fremme med en række digitale løsninger, som skaber god sammenhæng i kunderejsen. Dén rejse skal Flemming Jeberg sammen med boligselskabets nytiltrådte IT-chef bygge videre på.
"Kunden er i centrum, når vi møder beboere og boligsøgende i de fysiske rum med vores serviceløfter. På samme måde inden for det digitale område. Her leverer vi også gode kundeoplevelser, hvor automatiseret kommunikation og dialog vil spille en stadig vigtigere rolle i arbejdet med at gøre det nemmere for beboerne og de boligsøgende at være kunde hos os. Her er det vigtigt, at vi husker at kommunikere alle fordelene og de gode historier, siger Flemming Jeberg.
Privat bor Flemming Jeberg i Roskilde. Han har to voksne døtre. Fritiden bruges på venner og familie, rejser samt svømning, cykling og levende musik.