28/10-2022 Nyhed til alle

Nyt galleri i Æblehaven gør byggeprojekt nemmere at forstå

Det kan være svært at tyde byggetegningerne og få øje på de store visioner. Men det skal det nye galleri lave om på.

En håndfuld 3 meter høje skilte med udtryksfulde arkitekttegninger er kommet op at stå i centerområdet mellem Æblehaven og Rønnebærparken. Her skal områdets beboere i ro og mag kunne se tegningerne foran den nuværende grund. På den måde skal det blive lettere at forestille sig, hvad der hører til hvor. 

Tak for en flot indvielse!

Der var et flot fremmøde i centerområdet mellem Æblehaven og Rønnebærparken i går, da vi indviede det nye galleri af byggeprojektet Byens Haver. 

Sådan så det ud, da borgmester Tomas Breddam officielt indviede galleriet:

Tak til: 

  • De mange unge og gamle beboere, der dukkede op!
  • Arkitekten fra Cornelius Vöge
  • Byens borgmester Tomas Breddam
  • Boligselskabets direktør Bo Jørgensen

Og en særlig tak til de mange hjælpende hænder - ikke mindst lommepengejobberne, der var flittige til at sætte kaffe frem (og spise skumfiduser!).

Mærk hyggen i billederne her:

Beboere glæder sig over skiltene

Lissi og Simone bor i Æblehaven 74. De udtaler:

”Vi er begejstrede for skiltene. Når vores ældre naboer her i nummer 74 er i tvivl om noget, så kan vi tage dem i hånden og gå ned for at se det i virkeligheden. Vi kan sige: ’Kom, så går vi ned og ser på det! Dér ligger omsorgscentret, dér ligger sundhedshuset, og dér ligger de nye ældreboliger’. Det aflaster os for en masse af de spørgsmål, vi får som naboer og medlemmer af byggeudvalget. Ja, vi skal ud at gå lidt, for at se det. Men det er jo godt at bevæge sig! Så vi synes, det er alletiders med de skilte.”

De to beboere er med i projektets byggeudvalg. Her har de arbejdet for, at alle beboere i ældreboligerne i Æblehaven 74 vil blive garanteret et nyt sted at bo, hvis Byens Haver-projektet bliver stemt igennem.

”Vi har kæmpet for os og vores naboer i det her projekt. Og vi har faktisk fået næsten alle vores ønsker igennem – størrelsen på vores lejligheder, beliggenheden og en masse hensyn til, at det er handicappede mennesker, der bor her. Nogle af os får en lidt mindre bolig, når vi flytter. Andre får en lidt større. Man kan ikke få det hele, men vi er indtil videre meget tilfredse.”

Roskildes næststørste park

Projektet er interessant for områdets beboere, fordi det byder på et helt nyt, grønt og åbent centerområde.

Men Byens Haver strækker sig faktisk over et meget større område i Roskildes sydvestlige bydel, der skal blive til byens næststørste park!

Så hvis du skal du en tur i skoven, på café eller bare rundt i byen i fremtiden, så er det også et interessant projekt for dig. 

Dyk ned i projektet på Roskilde Kommunes hjemmeside.

Og ellers ser weekendvejret ud til at være oplagt til en god gåtur forbi de nye skilte.

Skiltene står lidt spredt rundt omkring:

  1.        På stien mellem Æblehaven 74 og 106
  2.        På stien mellem Æblehaven 74 og 106
  3.        På stien mellem Æblehaven 74 og 106
  4.        På parkeringspladsen foran Æblehaven 74
  5.        På fortovet foran Rønnebærparken 50

Skal du ikke forbi og tage et kig?

Henvendelse om denne side til Kunder & kommunikation