31/5-2015 Nyhed til alle

Opbakning fra repræsentantskabet

Repræsentantskabet gav lørdag den 30. maj opbakning til vedtægtsændring, strategi 2020 og selskabets politiske arbejde.

Lørdag den 30. maj 2015 mødte knap 140 medlemmer af Boligselskabet Sjællands repræsentantskab op til repræsentantskabsmødet. Det er beboere i de enkelte boligafdelinger, som vælger medlemmer til repræsentantskabet. 

Mødet vidnede om, at selskabet - på tværs af beboervalgte, selskabsbestyrelse og ansatte - står sammen. At ambitionerne samtidig ikke fejler noget, var der ikke tvivl om hos tidligere DR journalist og nuværende pressechef Flemming Platz som ledte mødet.
- "Det virker som om I vil og kan det hele, med alt det I gør".

Flemming Platz udfordrede både repræsentantskabet, formanden og direktøren under mødet med kommentarer og spørgsmål. Oprindeligt havde Jens Gaardbo sagt ja til opgaven som dirigent, men på grund af det kommende folketingsvalg var han nødt til at melde fra da valget blev udskrevet. Flemming Platz trådte derfor til mindre end 48 timer før mødet.


Vedtægtsændring vedtaget
Selskabsbestyrelsen fremlagde på mødet et forslag til vedtægtsændringer, som betyder, at to af medlemmerne af selskabsbestyrelsen fremover kan være beboere fra administrerede selskaber. Forslaget skal øge Boligselskabet Sjællands mulighed for at deltage i de udbud, som kommer om administration af mindre boligselskaber. Ændringen betyder samtidig, at der kun skal sidde to medarbejdere i bestyrelsen, ligesom repræsentantskabet skal vælge en beboer mindre til selskabsbestyrelsen.
Forslaget skal endeligt besluttes på ekstraordinært repræsentantskabsmøde den 15. juni, da kravene til vedtægtsændringer er høje.

Strategi 2020 - som træder i kraft 1. januar 2016 - blev fremlagt på repræsentantskabet. Mange beboervalgte og medarbejdere har deltaget i udviklingen af strategien, og der var ikke overraskende fuld opbakning til strategien.

Linea Rose modtog på mødet selskabets initiativpris for hendes arbejde med at udvikle en nedslidt boldbane og en halvfærdig naturlegeplads. De bliver nu det stærke udgangspunkt for en række projekter, som beboerne inviteres til at udføre i fællesskab. Linea Rose står bag projektet, som afdelingen har modtaget knap 80.000 kr. i støtte fra Ringsted Kommune til for at styrke fællesskabet i boligområdet.

Jan Rene Petersen blev genvalgt som formand. Nyvalgt til bestyrelsen blev Robert Gerken, Kapellanvej, Holbæk og Peter Hedenborg, Solparken i Roskilde.

Karen Skou Andersen, Lisbeth Blom og Richard D. Jensen stoppede samtidig - efter eget valg - i selskabsbestyrelsen. Medarbejderrepræsentant Alex Hytting har samtidig valgt ikke at genopstille og modtog også en stor tak for indsatsen fra formand Jan Rene Petersen.

mly

Henvendelse om denne side til Kunder & kommunikation