I et hyggeligt villakvarter på en bakketop I Holbæk ligger 20 nyrenoverede huse. De er alle en del af boligafdelingen Anders Larsensvej - Kapellanvej – Sejerøvej, som netop har sat sidste punktum i en større renovering.
Men det har ikke været nogen helt almindelig renovering. Renoveringen er foregået over to etaper, og efter første etape var færdig i 2006, var der en længere periode, hvor renoveringen var sat på pause. Ud af 20 boliger var 14 nemlig imod at fortsætte renoveringen.
Men i 2013 vedtog repræsentantskabet, som er den øverste myndighed i boligselskabet, at anden etape skulle gennemføres. Beslutningen var historisk. Aldrig før i Boligselskabet Sjælland har repræsentantskabet besluttet en renovering, som boligafdelingen selv havde sagt nej til. Men også på landsplan var det historisk, at et boligselskab brugte den såkaldte call-in.
”Det er ekstraordinært, at repræsentantskabet var nødt til at gå ind og omgøre afdelingens beslutning. Det er aldrig sket før. Men her var vi nødt til det, for flere af boligerne var præget af skimmelsvamp. Beboerne i repræsentantskabet tog virkelig sagen alvorligt, og det krævede mange overvejelser, før de valgte at træffe beslutningen”, siger Bo Jørgensen, direktør i Boligselskabet Sjælland.
Vores boliger skal holde i mange år
Robert Gerken bor sammen med sin søn og kone i et af de seks huse, der blev renoveret i første etape. For Robert og familien var det drømmehuset, de flyttede ind i for fire år siden. De havde længe ønsket sig et hus med have, hvilket de fik. Men flere spurgte ham dengang, hvordan han kunne finde på at flytte ind et sted med så mange problemer.
”Uanset hvor store problemerne er, så plejer man at løse dem. Vi er mennesker, og vi skal nok finde ud af det, tænkte jeg. Vi var bare utrolige glade for, at vi fik fingrene i et af husene i afdelingen, for det havde vi ventet på længe”, fortæller Robert Gerken, der til daglig arbejder i retspsykiatrien på Sct. Hans Roskilde.
Siden familien flyttede ind har Robert været stor fortaler for at få gennemført den sidste del af renoveringen. Men hvorfor det? Kunne han ikke være ligeglad med de andre boliger, når hans egen var færdigrenoveret?
"Jeg er vokset op med en far, der var formand for det boligselskab, jeg boede i som barn. Han har altid sagt til mig, at vi jo ikke var de sidste, der skulle bo i boligerne. De skulle også bruges om 30 år til nye familier”, husker Robert tilbage og fortsætter: ”Derfor skal vi sørge for, at vi kan tilbyde gode boliger. Jeg synes ikke, at vi som boligafdeling kan være bekendte at byde nye beboere velkommen, og så skal de selv gå i gang med en kæmpe renovering”, understreger Robert. Flere af boligerne havde på det tidspunkt problemer med indeklima og skimmel, og varmeudgifterne i de gamle oliefyr var tårnhøje.
Til boligen følger en skøn have, der er fyldt med frugttræer. Robert nyder at sidde på sin træterrasse og nyde stilheden i haven.
Det er blevet billigere for Robert
Men hvorfor er siger man nej til at få renoveret sin bolig med økonomisk støtte fra Landsbyggefonden? Ifølge Robert handlede det måske om, at beboerne var nervøse for den store huslejestigning, som ville følge med.
”Jeg kan godt se, at når man har en husleje på ca. 2.500 kr. om måneden, og med renoveringen følger en huslejestigning på flere tusinde kroner, er det mere komfortabelt at sige nej. Men boligerne trængte mildest talt til en kærlig hånd.”
Da Robert flyttede ind, betalte han 9.600 kr. for sit 96 m2 store nyrenoverede hus. Nu skal han betale omkring 6500 kr. om måneden. Det helt nøjagtige beløb kendes først, når byggeregnskabet er helt afsluttet.
Trods renoveringens opsigtsvækkende gang, er den nu gennemført, og det gør Robert glad.
”Nu kan jeg med et smil på læben byde nye familier velkommen til kvarteret”, slutter Robert.
Alle boligerne er blevet malet hvide, som en del af renoveringen.