Hvis du har oplyst dit cpr-nummer til Boligselskabet Sjælland, er du og 7.000 andre med til at spare over 100.000 kr. og en masse menneskers tid med at omdele breve. Det sker på tirsdag, når alle beboere får brev om, hvad lejen bliver for det kommende år.
"Hidtil har vi printet, pakket og omdelt de enkelte breve. Det tager rigtig lang tid at pakke og omdele 12.000 breve," fortæller økonomichef Louise Bjerggaard Thomsen.
Men Boligselskabet Sjællands beboere er rigtig gode til at give de nødvendige oplysninger, så brevene kan sendes med e-Boks. Faktisk har to ud af tre oplyst cpr-nummer og givet boligselskabet lov til at sende elektronisk post. Samtidig er boligselskabets systemer nu også gearet til den hurtige og billige kommunikation.
"På tirsdag laver vi den såkaldte huslejevarsling. Det er et brev til hver eneste beboer, der fortæller hvad huslejen bliver fra 1. januar 2018. Hvis vi kan sende til e-Boks, får man svaret med det samme, mens de som ikke har givet tilladelse til elektronisk post må vente på at brevet bliver omdelt," fortæller Louise Bjerggaard Thomsen.
FAKTA
Vil du også have breve fra boligselskabet i e-Boks?
Tjek om vi har dit cpr-nummer ved at logge ind med NemID på bosj.dk. Hvis det virker, er alt ok. Ellers log ind med interessentnummer og oplys dit cpr-nummer under Min profil > Ret kontaktoplysninger.