25/1-2015 Nyhed til alle

Former fremtiden

Fremtiden for Boligselskabet Sjælland blev formet lørdag den 17. januar. Knap 100 beboervalgte og ledere tog hul på strategi 2020.

Hvad er det for en retning Boligselskabet Sjælland skal gå i frem mod 2020? Beboervalgte og ledere drøftede fremtidsudsigterne på et seminar, hvor der blev kigget mod horisonten og set på, hvordan kursen skal lægges.   Foto: Jonas B. Whitehorn

Boligselskabet Sjællands nuværende strategi 2015, skal afløses af en ny strategi. Knap 100 beboervalgte og ledere var derfor samlet på Sørup Herregård lørdag den 17. januar for at sætte retningen på den nye strategi.

Ph.d. Anne Vorre og konsulent Lars Bo Hansen startede dagen med nogle bud på, hvordan verden ser ud set fra både beboere og beslutningstagere i samfundet (fra bl.a. ministerier, BL og forskere).

Derefter blev alle deltagerne bedt om at finde frem til, hvilken retning Boligselskabet Sjælland skal bevæge sig i.

Carsten Christensen, aktiv bestyrelsessuppleant fra Rørmosen i Roskilde, var en af de mange begejstrede deltagere

- Lørdag var en meget positiv og flot strategi-dag, med mange deltagere fra hele selskabet. Stemningen var god, og der var rigtig gode oplæg.

Fire fokusområder
De fremmødte kom frem til fire fokusområder til strategi 2020:

  • Effektivitet
    Hvordan kan vi sikre, at beboernes huslejer ikke stiger mere end højst nødvendigt.
  • Nytænkning/innovation
    Skal vi tænke helt anderledes? Kan det at tilbyde vores nuværende og kommende beboere gode, sunde boliger billigst muligt tænkes på andre måder? Skal beboerdemokratiet tænkes helt anderledes?
  • Socialt ansvar
    Vi løfter i dag en kæmpe opgave for vores beboere og samfundet i det hele taget. Hvordan skal det se ud fremover?
  • Politisk påvirkning/indflydelse
    Vi skal sikre de bedst mulige forhold for vores beboere.


De beboervalgte kunne sidst på dagen melde sig til at deltage i følgegrupper til de forskellige fokusområder. Følgegrupperne skal arbejde med emnerne frem til den endelige strategi skal præsenteres af selskabsbestyrelsen på repræsentantskabsmødet 2015. Der nedsættes også grupper med medarbejdere. Har du input til arbejdet - så send en e-mail til kommunikation@bosj.dk

- Vi skal præge udviklingen, mener formand Jan Rene Pedersen. Han understreger at selskabets værdier er selvstændighed og indflydelse.

Direktør Bo Jørgensen sammenlignede arbejdet med en ny strategi med at lægge skinner ud mod fremtiden. - Hvad er det for et landskab, vi kommer ud i, spurgte han. - Er det bakket, hvor er lavningerne og hvor er det lettest at komme frem?

- Vi er ikke os selv. Vi er 20 % af Danmarks befolkning, fastslog Bo Jørgensen, der opfordrede til at de almene beboere står sammen.

Anne Vorre forsker i innovation. Hun har interviewet en række beboere om, hvordan de opfatter boligselskabets rolle.

- Beboerdemokratiet, hvad skal vi med det, spurgte Anne Vorre ud i lokalet. - Det har jeg snakket med beboerne om, og de indtryk vil jeg gerne give jer med i den proces, I står overfor. De er kort sagt ret ligeglade med det beboerdemokrati. Vi er kun kommet til at snakke om det, fordi jeg har bragt det op. Det er nogle helt andre ting, der optager beboerne, fortalte hun.

- Det jeg hører er, at fokus skal ligge på de muligheder, jeg har for at skabe mine egne oaser i min bolig. Råderetten skal være meget mindre teknisk.

- Vi skal byde velkommen ved indflytning, så man starter på en rar måde, og ikke møder problemer allerede fra starten, kommenterer Lene Vallø.

- Det bliver fortalt historier, der ikke er gode og nogle der er gode. Jeg har selv en håndfuld af både det ene og det andet. Men vi skal fortælle de gode historier, understreger Mia Stoltz Nielsen, der også sidder i Selskabsbestyrelsen.

- Jeg er spejderen i korte bukser, der løber i forvejen ud i landskabet, sagde Lars Bo. - Og så kommer jeg tilbage og fortæller, hvordan bakkerne ser ud, og hvor lavningerne ligger. Han fortalte om fremtidstendenserne, sådan som en række vigtige organisationer omkring boligselskabet ser dem. Det handler om effektivisering, og stærkt stigende krav og om at have et godt netværk, både personligt og som organisation, konkluderer han.

Henvendelse om denne side til nyhedsredaktør