12/8-2019 Nyhed til alle

Vinduespudsning: Sådan får du helt rene ruder

Det er ikke helt let at få rene ruder, men man når langt med den rette teknik, udstyr og vandblanding. Vi giver her et par tips.

  Foto: Lindskov

Du behøver ikke være professionel vinduespudser for at få et flot resultat, når vinduerne skal pudses. Vi har samlet nogle gode råd til, hvordan du får byens flotteste vinduer, så du helt ugeneret kan nyde udsigten fra dit hjem og slippe for vinduespudserens regning.

Tjek vejret inden du går i gang

Hvordan er vejret? Det kan være en fordel at tjekke vejrudsigten, før du starter vinduespudsningen. Solens varme stråler vil få vandet til at fordampe hurtigt, mens vinterens kulde får vandet til at fryse. Men frygt ej, du kan pudse vinduer i alt slags vejr. Det kræver bare hurtigere bevægelser – og den rette vandtemperatur.

Vasker du fx vinduer om sommeren med stærk sol, er det godt at anvende koldt vand og være hurtig med svaberen, før vandet fordamper. Heroverfor kræver vinduespudsning om vinteren varmt vand, så du undgår, at vandet fryser til på ruden.

Det skal du bruge:

  •   En god skraber
  •   En spand
  •   Klud
  •   Viskestykke
  •   Koldt vand
  •   Opvaskemiddel
  •   Salmiakspiritus

Sådan gør du

At være hurtig og omhyggelig er vejen frem til skinnende og flotte vinduer.

Der er mange måder at pudse vinduer på, men den bedste måde at gøre det på er at følge S-strategien. Bevæg din svaber i et S og sørg for, at svaberen overlapper mellem banerne.

  1. Fyld spanden
    I spanden fylder du vand sammen med opvaskemiddel og en anelse salmiakspiritus, som er med til at opløse fedt og andet snavs på ruderne. Så længe der er godt med vand, behøver du ikke være så nøjagtig med mængden af sæbe, men et godt blandingsforhold er 5 liter vand, 1 spsk. opvaskemiddel samt 0,5-1 hætte salmiakspiritus.

  2. Fugt ruden
    Fugt ruden med din klud. Skal du pudse vinduer indendørs, skal du vride kluden op. Der må ikke være for meget vand på. Pudser du derimod vinduer udendørs, og solen står højt på himlen, så kan du med fordel tage spanden med ud. Fugt kluden løbende, så vinduerne forbliver våde.

  3. Overlap mellem banerne
    Det er vigtigt at overlappe mellem banerne og bevæge svaberen hurtigt, så vandet ikke når at fordampe og sætte mærker på vinduet.  

  4. Husk kanten
    Sidst men ikke mindst. Tør til sidst af med et tørt viskestykke. Det skal du gøre med det samme, så undgår du vandet løber ned af dine nypudsede ruder og laver striber. 

Del endelig de gode råd med dine naboer. Rigtig god arbejdslyst! 

/Lindskov

Henvendelse om denne side til nyhedsredaktør