Godt nytår til alle i Ringparken
Først vil vi gerne ønske jer alle godt nytår. Vi håber, at I kom godt og sikkert ind i 2023.
Hvad sker der i de røde blokke?
Vi er desværre bagud med flere af opgaverne i de røde blokke og vil nedenfor forsøge at forklare, hvorfor det trækker ud.
Maling af opgangsdøre/opgange (røde blokke)
Der skal males opgangsdøre, men grundet de lave temperaturer, kan maleren ikke gøre det lige nu.
Maleren vil gerne samle sine opgaver, så meget som muligt. Det betyder at når vind, vejr og temperaturer tillader at opgangsdøre kan males, så kan maleren også male opgangene samtidig.
Dørtelefoner (røde blokke)
Så længe vi har opgaver i boliger og opgange vil vi ikke sætte dørtelefonerne til, da malere og andre håndværkere vil blive afhængige af nøgler – og jo færre nøglehåndteringer til håndværkerne jo bedre.
Når vi tilslutter dørtelefonerne på de røde blokke, skal vi kunne gøre det samtidig på alle blokke. Det vil lette arbejdet for hjemmepleje og drift. Så derfor går der formentlig en rum tid endnu, før dørtelefonerne tilsluttes.
Haver (røde blokke)
I første omgang var det svært for os at finde en anlægsgartner til at udføre arbejdet. Det fik vi heldigvis på plads inden jul, men så slog frosten til og herefter har regn-guderne været yderst gavmilde. Det gør det svært for anlægsgartneren, men han gør, hvad han kan imellem bygerne og derfor går det langsomt fremad.
Altandøre (røde og gule blokke)
De nye altandøre skal justeres. Dette bliver først gjort, når altanen er sat på. Der kan derfor godt gå noget tid imellem isætning af døren til den bliver justeret til.
Emhætte (alle)
I skal være opmærksomme på, at opsætning af emhætte ikke betyder, at emhætte og udsugning sættes til med det samme. Udsugningen kan først sættes til, når arbejdet på taget er helt færdigt.
Entredøre og ventilation (røde blokke)
Vi modtager henvendelser fra enkelte af jer i de røde blokke omkring utætte entrédøre. Få af jer kan se ”lys” igennem kanterne.
Vi er i dialog med leverandøren omkring dette. Da sådanne sager kan tage tid at få igennem, skal I væbne jer med tålmodighed.
Ligeså er vi i dialog med entreprenøren omkring ventilationsanlæggets lydniveau på 3.sal.
Hvorfor stiger huslejen inden alt er færdigt?
Vi kan desværre ikke lave huslejestigninger af flere omgange eller stigninger som varierer fra bolig til bolig. Vi er derfor nødt til at lave en ”skæringsdato” for, hvornår en huslejestigning træder i kraft for en hel blok adgangen.
I Ringparken træder huslejestigningen i kraft, når det indvendige arbejde i en blok nærmer sig sin afslutning. Det betyder at arbejde uden for boligen, haver, opgange, fællesarealer mv. ikke nødvendigvis er færdigt, når stigningen træder i kraft. Det vil for nogen virke ”uretfærdigt”, da man måske betaler til en have, som endnu ikke er anlagt.
Vi håber, I forstår, at vi ikke ønsker at snyde jer. I en renovering som strækker sig over år og alle årstider, kan vi ikke ramme alle 100% præcist, men al husleje tilfalder afdelingen som helhed og dermed kommer den både jer selv og afdelingen til gode.
Gule blokkes nye 5-rums boliger
De første 5-rums sammenlægningsboliger i de gule blokke er nu sendt i tilbud og forventes klar 1. april 2023. Der er lagt nye plantegninger op.
Vi vil løbende opdatere afdelingens hjemmeside med de nye boligtyper.
Mange hilsner
Byggeledelsen i Ringparken Adserballe & Knudsen og Boligselskabet Sjælland
Malene Poulsen, Projektleder i Byggeri
Det sker i din blok
Røde blokke
Altaner og havearbejde
Altanarbejdet har desværre været ramt af leveringsforsinkelser på selve altanerne, og havearbejdet er ramt af det våde vejr. Havearbejdet bliver lavet løbende i den takt vejret tillader det.
Rød blok - Opgang 38-42
- Anlæggelse af haver er i gang.
Rød blok - Opgang 20-24
- Vi giver jer besked inden den elektroniske lås tages af.
Rød blok - Opgang 14-18
- Altanerne er sat op og altandørene er justeret.
Rød blok - Opgang 8-12
- Altaner forventes opsat i løbet af februar.
Rød blok - Opgang 2-6
- Kælderrumsvinduer skiftes i starten af februar. Der afholdes kælderrumsmøde mandag 23. januar kl. 16.00.
- Altaner forventes opsat i løbet af marts.
Gule Blokke
Opgang 31-33 (Prøveblok)
Kælderrum og vaskeri
I vil inden længe få besked om tilbagerykning til jeres rigtige kælderrum. De midlertidige kælderrum I har til låns, skal være klar til de nye beboere, som skal flytte ind i løbet af foråret. Da kælderrumsvinduerne ikke er skiftet, vil vi på et senere tidspunkt skulle have adgang til rum med vinduer. Det hører I mere om.
Vaskeriet er igen klar til brug. I må derfor gerne aflevere nøgler til naboblokken retur på renoveringens beboerkontor.
- Vi forventer at kunne lave fejl- og mangelgennemgang i løbet af foråret.
- Altaner forventes at kunne opsættes sidst i foråret.
- Den elektronisk lås kommer til at sidde lidt endnu, da den først kan tages af, når altaner og altandøre er justeret til.
- Genopbygningen af nr. 33 går planmæssigt. Klinker er sat op og montering af trægulv i boligen er i gang. Herefter starter slutmontering af køkken og sanitet i slutningen af februar.
Gul blok – Opgang 35-37
Kælderarbejdet er færdigt. I får derfor inden længe besked om tilbageflytning til eget kælderrum. Da kælderrumsvinduerne ikke er skiftet, vil vi på et senere tidspunkt skulle have adgang til rum med vinduer. Det hører I mere om.
- Opbygning af tag er i fuld gang. Maler, murer og tømrer er i gang.
- El-arbejde, udsugning og vinduer er færdigt.
- Altandøre forventes i løbet af februar/marts.
- Opmuring af gavlene forventes i løbet af foråret.
- Arbejdet i sammenlægningsboligerne i nr. 37 går planmæssigt.
Gul blok - Opgang 39-41
- Vi skal banke minipæle i gavlene, så vi kommer til at larme igen. Der opsættes opslag i opgang inden opstart.
- Om kort tid vil I modtage opslag om altannedskæring i stueetage og gavle.
- Tørregårde er fjernet.
Søndre Ringvej (lange blokke)
Opgang 78-82 (Prøveblok)
Vi har fået afklaret en masse uforudsete forhold i den første lange blok. Det forberedende arbejde til opbygning af nye tilgængelighedsboliger er derfor godt i gang. Lige nu er det stål og murerarbejde der knokles med i blokken.
Søndre Ringvej (korte blokke)
Opgang 74-76 (prøveblok)
Nr. 76
- El-arbejdet er færdigt og de forberedende arbejder (hulboring) til udsugning er færdige.
Nr. 74
- Forberedelserne til el og udsugning (hulboring) er i gang.
- Vinduer og radiator skiftes i løbet af forår.
- Facadearbejde begynder i løbet af foråret.
- Der skal laves radiator ved facadepartiet og herefter gulv i det berørte område.
Tagarbejdet på blokken afventer, vi får lavet forstærkning af lofter i 2. salsboligerne.
Genhusning af 2. sals beboere i de korte blokke
Beboere på 2. sal på Søndre Ringvejs korte blokke vil i den kommende tid blive inviteret til et personligt møde med beboerkoordinator Maria Callesen og genhusning.
Der vil være tale om en kort genhusning på 4 uger. Vi ved dette giver mange tanker, og vil derfor gerne tale med jer allerede nu – også selvom vi først når jeres bolig senere på året.
Renovering