Varme og ventilation

Sneglebo

Sådan virker varmestyringen i jeres afdeling

Ifølge Energistyrelsens anvisninger anbefales det, at boligen har en rumtemperatur på 21 °C om morgenen, da temperaturen stiger i løbet af dagen. Nogen vil føle det for varmt andre for koldt. Men det er op til den enkelte, at klæde sig på efter årstiderne. 

På vores varmecentraler styrer vi efter en rumtemperatur på 22 °C. Det sker ved, at vi styrer fremløbstemperaturen til radiatorerne efter udetemperaturen. Nogle gange kan det give lidt problemer i foråret og efteråret. Her vil radiatorerne virke kolde, men jeres rumtemperatur skulle gerne være ca. 22 °C. Et godt tip er, at se på et termometer, hvad temperatur I har i rummet og ikke mærke på en halv kold radiator, for så fryser I. Ved at sætte alle radiatortermostater på 3 vil disse så lukke, når temperaturen i boligen er ca. 22 °C. 

Fyringssæsonen er afskaffet

I næsten alle afdelinger åbner varmeanlægget selv for det varme vand til radiatorerne, når udetemperaturen (målt som gennemsnit over en kortere periode) kommer under et bestemt niveau. Der kan derfor godt være varme på i en kold uge i september, men ikke på en varm dag i oktober. 

Fordelen ved denne automatiske styring er, at det sparer strøm (cirkulationspumpe) og varme, når der ikke er tændt for varmen i perioder, hvor der ikke er brug for det for at holde 22 °C i boligen. Dermed bliver varmeregningen billigere for alle i afdelingen. På samme måde er vandet i radiatorerne ret lunkent, når der er 14 °C udenfor - og ret varmt, når det er frostvejr.

 

Opdateret 26/01/2023

Spar på varmen

Sørg for at indstille alle radiatorer ens

Indstil f.eks. på 3 for ca. 20 grader.

Hold radiatorerne fri for møbler, gardiner og vådt tøj

En radiator skal kunne komme af med varmen. Sørg derfor for, at der er luft omkring den. Det giver den bedste varmefordeling og det mindste energiforbrug. Du må ikke tørre tøj på radiatorerne. Dette vil give en højre luftfugtighed i boligen, som i værste fald kan ende med skimmelproblemer.

Undgå temperaturer under 18 °C

Lave temperaturer øger risikoen for kondens på ruderne og dermed fugt i boligen. Dette gælder også, hvis du er bortrejst.

Luft ud

Luft ud to-tre gange om dagen i ca. 5 minutter ved at lave gennemtræk. Både sommer og vinter. 

Udluftning sænker CO2-nivauet i boligen og giver dermed et mere behageligt indeklima. Samtidig sænkes luftfugtigheden også, hvilket modvirker skimmel og gør boligen lettere at opvarme. Husk at slukke radiatorerne, når du lufter ud.

Hvis der er ny mekanisk ventilation i din bolig, behøver du ikke åbne vinduerne for at lufte ud. Du kan åbne et vindue mens du laver mad, da dette giver mere luft til dit emfang.

Forsøg aldrig at blokere for ventilationssystemet, det kan give fugtproblemer og i værste fald skimmelsvamp.

Brug fugtmåleren

I de fleste boliger har vi opsat en fugtmåler fra Ista. Den kan du bruge til at tjekke fugtigheden og temperaturen i din bolig, og evt. lufte ud eller justere varmen. Se brugervejledning

Opdateret 18/01/2023