Skægkræ

Skægkræ er et nyt skadedyr i Danmark og det betyder også, at vi skal til at forholde os til en ny bekæmpelsesrutine, som ikke ligner den vi kender fra feks. sølvfisk. Sølvfisk er normalt relateret til et fugtproblemer og kan undgås hvis du som beboer ændrer adfærd.

Skægkræ er anderledes svære at bekæmpe. De kendes ved at være lidt lysere, mere brunlige og mindre skinnende end sølvfisk (som også kaldes sølvkræ).

Skægkræ trives ikke kun i fugtige omgivelser og kan derfor oftere være i stuen og i køkkenet. Skægkræ optræder oftere flere ad gangen. Når du først har dem, er de svære at komme af med. Skægkræet kan sprede sig i stort antal og det er derfor vigtigt at man straks gør tiltag for at bekæmpe dem.

Man kan ikke gøre noget for at sikre sig mod skægkræ. Men bringer du møbler, byggematerialer, tøj fra ferie, kufferter eller andre nye ting ind i dit hjem, skal du være særligt opmærksom.

Uanset hvad du bringer ind i dit hjem, er der fare for at få insektet med.

Husk at skægkræ er nataktive og de kan derfor være svære at opdage, men kik langs revner og sprækker. Hvis du har mistanke om at have fået besøg af skægkræ i hjemmet eller på arbejdspladsen, kan du kontakte en skadedyrsbekæmper, der ved at kigge på et foto kan bestemme, om der er tale om skægkræ eller ej. 

Gode råd

  • Undgå fugt
  • Luft ud
  • Få varmet boligen op
  • Støvsug grundigt og gør rent
  • Skil dig af med madvarer, som skægkræ er gået i
  • Sørg for at pakke dine tørre madvarer i lufttætte beholdere (fx mel og gryn)

Sådan behandler du

Det er både muligt at behandle med sprøjtemidler og lokkemidler (limfælder). Erfaringer har dog vist, at kombinationen er den mest effektive fremgangsmåde.

Gør sådan:

  • Sørg for grundig støvsugning, rengøring m.m.
  • Fjern skægkræ, så snart du ser dem - både de aktive og de døde
  • Brug limfælder egnet til sølvfisk og skægkræ. De fået i byggemarkeder m.m. Midt på selve limfælden lægger man et proteinrigt melprodukt, som tiltrækker skægkræene. Dyrene sætter sig derved fast på limfælden.
  • For yderligere optimering kan du benytte et ædegift-produkt. Derudover kan evt. varme, frost og damp benyttes. 

Denne side er opdateret 26/08-2021 af Kunder & kommunikation