Nyhedsbrev om din renovering

Borup Nord 1

22/06/2023, skrevet af hovedkontoret

Vil du gerne vide, hvordan det går med renoveringen? Så læs med her:

Status på renoveringen i Borup Nord 1 & 2

Mange af jer har allerede mærket en del til renoveringen i Borup Nord 1 og 2. Nogle af jer har måske måttet ændre på hverdagens rutiner på grund af stilladser og lifte i området. Andre har allerede haft håndværkere i jeres hjem.

Ændret tidsplan i Borup Nord 1

I Borup Nord 1 har de første tre opgange fået skiftet vinduer og malet facader. Nu går det godt, men vi er desværre stødt på en udfordring undervejs. Det betyder, at arbejdet er blevet 7 uger forsinket.

Vi reparerer facader undervejs

Det har vist sig, at facaderne er i dårligere stand end vi havde forventet. Vi har heldigvis fundet en god løsning, så vi holder os indenfor budgettet.

Da vi beskrev det arbejde, der skulle udføres i afdelingerne, lavede vi en prøve, hvor vi rensede en del af en facade. Det område, vi undersøgte, var i fin stand, og vi havde ingen grund til at tro, at resten af bygningerne var i en anden stand. Vi vidste, at der ville komme mindre reparationer her og der, men ikke så mange, som vi nu har opdaget.

Ændringen betyder, at vores murer nu laver en del reparationer på facaden inden maleren går i gang med sit arbejde. Det tager lidt længere tid end den oprindelige plan, men resultatet bliver godt.

Arbejdet er startet i Borup Nord 2

I Borup Nord 2 har entreprenøren sat stilladser op, og mureren er gået i gang med at rense og reparere den første facade på samme måde som i Borup Nord 1. Herefter kommer maleren og gør sit arbejde.

Vi er færdige til september

Hele renoveringen, altså udskiftning af vinduer og maling af facader i Borup Nord 1 og maling af facader i Borup Nord 2, skulle efter den oprindelige plan være færdig i uge 32.

På grund af forsinkelsen forventer jeg nu, at arbejdet er færdigt i uge 39, altså i slutningen af september.

Adgang til din bolig i ferien

I Borup Nord 1 kommer håndværkerne til at skifte vinduer ind over sommerferien. Det er for at renoveringen ikke skal blive længere og dyrere end højst nødvendigt.

Det betyder, at håndværkerne kan have brug for at arbejde i din bolig mens du har ferie. Det er vigtigt at du giver besked til entreprenøren, hvis du skal ud at rejse.

Du får et brev fra entreprenøren med information om, hvornår de forventer at skifte vinduer hos dig. Her står der også, hvordan du kan aflevere din nøgle hvis det bliver nødvendigt.

Hold derfor godt øje med din postkasse.

Ekstra arbejdsgange tager ekstra tid

De ekstra reparationer på facaderne betyder, at arbejdet tager længere tid.

Og det tager ekstra lang tid, fordi murerarbejdet skal tørre efter hver behandling. Derfor kan det se ud, som om murerne ikke laver noget, men det gør de faktisk.

Hver enkelt skade, de finder, skal igennem fire behandlinger:

  1. Muren skal renses og løst puds skal skrabes af
  2. Skaden dækkes med en grunder, som skal tørre
  3. 1. lag puds smøres på og får lov til at tørre
  4. 2. lag puds smøres på og får lov til at tørre

Først herefter kan maleren komme til at arbejde. Og malerens arbejde skal også tørre efter hvert af de 2-3 lag maling.

Det betyder, at både maler og murer bliver nødt til at flytte lidt rundt. Så måske ser du mureren arbejde på naboblokken mens reparationer på din egen blok står og tørrer og maleren er i gang på en helt tredje blok.

Jeg ønsker jer en god sommer.

Med venlig hilsen

MIKKEL ROSTIG

Projektleder

Byggeri