Hvorfor registrerer vi CPR-numre?

Når du første gang logger ind på bosj.dk, vil du blive bedt om samtykke til, at vi registrerer dit CPR-nummer. Hvis du accepterer dette, vil vi opbevare og benytte dit CPR-nr. i overensstemmelse med den gældende danske lovgivning. 

Konkret vil vi kunne bruge dit CPR-nummer til:

  • Identifikation
  • Eventuelle elektroniske ind- og udbetalinger via NEM-konto eller betalingsservice
  • Elektronisk kommunikation (f.eks. e-Boks)
  • At du let kan logge ind med NemID

CPR-nummer giver mulighed for effektiv og fejlfri selvbetjening

Vi benytter CPR-nummer på bosj.dk for at vi fremover kan yde en stadigt mere sikker, fejlfri og effektiv administration.

Hidtil er en række brugere blevet oprettet dobbelt, fordi der sagtens kan være flere forskellige mennesker med samme navn og fødselsdato. Dobbeltoprettelse kan f.eks. betyde, at når en beboer logger ind, så kan hun ikke se oplysninger om sin opskrivning i boligselskabet - eller om sit medlemsskab i afdelingens bestyrelse. Når vi har CPR-nummer på brugeren, vil det samme menneske ikke kunne oprettes to gange i systemet.

Ved at anvende CPR-nummer på bosj.dk vil vi også på sigt kunne give bedre muligheder for selvbetjening, idet f.eks. oplysninger fra dit forsyningsselskab vil kunne vises for dig, når du er logget ind..

Når du oplyser CPR-nummer, tilbyder vi dig også at logge ind med NemID, Facebook eller Google+ i stedet for 'interessentnummer og kode', som mange har svært ved at huske.

Er det lovligt for os at opbevare dit CPR-nummer? 

Ja, da vi er har et fast kundeforhold med både boligsøgende og beboere er det lovligt for os at opbevare CPR-numre, forudsat at den enkelte bruger har givet sit samtykke til det.

Det er et krav, at vores IT-systemer lever op til Datatilsynets krav. Det betyder bl.a. at vores websider vises via en sikker forbindelse i din browser. Se også vores privatlivspolitik.

Mulighed for ikke at lade os opbevare dit CPR-nummer

Det har i en periode fra januar 2013 til september 2014 været et krav at oplyse CPR-nummer for at kunne logge ind på bosj.dk. Dette har været nyttigt for at effektivisere selvbetjeningen, men vi har mødt modstand fra enkelte brugere, der ikke har ønsket at oplyse CPR-nummer på hjemmesiden. Vi har nu givet mulighed for at undlade at oplyse CPR-nummer i forbindelse med første login.

Hvis du allerede har oplyst dit CPR-nummer og accepteret at vi opbevarer det, men ønsker at tilbagekalde samtykket, bedes du henvende dig skriftligt til Boligselskabet Sjælland.

Hvis du er udlænding

Hvis du ikke har et dansk CPR-nummer, kan du godt bruge bosj.dk ved at angive dette når du skriver dig op i boligselskabet. Du kan så nøjes med at oplyse din fødselsdato. Hvis du senere modtager et dansk CPR-nummer, kan du selv registrere det i vores system. Det gør du efter login under Forside > Min profil > Ret kontaktoplysninger.

Denne side er opdateret 27/04-2020 af Kunder & kommunikation