16/4-2019 Nyhed til alle

5 gode råd: Sådan undgår du påskeindbrud

Boligselskabet Sjælland giver dig her fem nemme tricks, som du kan bruge til at holde tyven på afstand, når ud ikke er hjemme i påsken.

  Foto: Shutterstock

De kommende påskedage er for mange en kærkommen lejlighed til at tage på en forlænget weekend væk fra hverdagens stress og jag. Men mens børnene er på jagt efter påskeæg, går tyvene på jagt efter værdigenstande i deres boliger.

Faktisk viser tal fra Danmarks Statistik, at der blev anmeldt godt 600 indbrud alene i påsken 2017.

Boligselskabet Sjælland giver her fem nemme tricks, der kan være med til at holde tyven på afstand - uanset om du skal på ferie, en forlænget weekend eller blot til en god påskefrokost.

1. Fjern værdigenstande fra vinduerne

Langt de fleste tyve bruger vinduerne til at undersøge, om boligen indeholder interessante værdigenstande. Sørg derfor at gemme designerlamperne lidt væk, ryk de lækre stole over i hjørnet og gem smykkerne væk, så de ikke ligger åbenlyst fremme - et godt tip: skuffer på badeværelset og i soveværelset er ofte de første steder, tyvene kigger efter smykkerne. Tænk derfor kreativt, hvis du gemmer smykkerne derhjemme.

2. Sæt timer på lyset

Langt de fleste indbrudstyve holder sig fra boliger, hvor de kan se, at der er nogen hjemme. Det viser en rundspørge blandt 20 indbrudstyve, som Det Kriminalpræventive Råd har fortaget. Med en timer på lamperne kan du indstille lyset til at tænde, når det bliver mørkt. På den ene side ser det ud som om, du er hjemme - på den anden side er det sværere for tyven at gemme sig i et oplyst hjem.

3. Få hjælp fra dine naboer

Dine naboer kan være en stor hjælp, når du er på ferie. Spørg, om de vil bruge din skraldespand, tømme postkassen og i det hele taget være opmærksom på mistænkelig adfærd. Ved at tømme postkasse og bruge skraldespanden ser det ud som om, der er nogen hjemme. Samtidig frygter indbrudstyvene at blive opdaget. Hvis de oplever, at der bliver holdt øje med dem, vil de derfor med stor sandsynlighed holde sig væk.

4. Gør det svært for tyven

Flere har et skur med de mest nødvendige haveredskaber, og måske har du også en stige liggende. Det er alt sammen redskaber, der gør indbrudstyvens arbejde meget lettere. Sørg derfor altid for at låse værktøj og andre ”hjælperedskaber” væk, så tyven ikke kan bruge det.

5. Drop de sociale medier

Rigtig mange dansker deler feriebilleder på de sociale medier. Men hvis dine profiler på de sociale medier ikke er private, kan alle få adgang til dit indhold. Og netop de sociale medier bliver i højere grad brugt til planlægning af indbrud. Undgå derfor at lægge feriebilleder op, og sørg som minimum for, at profilen er privat.

/Lindskov

Henvendelse om denne side til nyhedsredaktør