3/3-2021 Nyhed til alle

Bo Brandsikkert var et brandgodt kursus

Kurset Bo Brandsikkert har netop været afviklet med stor succes og flotte deltagerantal.

Efter kurset var der mange positive tilbagemeldinger, der viser, at der både er behov og interesse for at vide mere om at bo brandsikkert. Kurset foregik naturligvis Corona-sikkert og var derfor on line.

Hvis der opstår brand ved Kurt, hvad han skal gøre

Kurt fra boligafdelingen Byvolden i Roskilde deltog i kurset, som han var meget begejstret for. Han fortæller: ”Det var et meget jordnært kursus. Oplægsholderne var meget professionelle og gav mig gode redskaber til, hvordan jeg selv skal reagere, hvis der opstår brand”.

Kurset blev i øvrigt indledt med en quiz på Kahoot, hvor Kurt blev den heldige vinder. Han fik både en brandslukker og et brandtæppe for sin første plads.

Det digitale kursus rammer nye kursister

Under normale omstændigheder er det sådan, at Beredskabets frivillige kommer ud i boligområderne og holder oplæg om brandsikkerhed. Det kommer de også til igen, når de må det. Men fra Beredskabets side er man klar til at udvide kurset, så det fremadrettet også kan tilgås digitalt.

”Kurset viste os, at den her digitale mødeform bestemt også kan noget”, siger Jens Bredager, der er koordinator for BorgerBeredskabet, Region Sjælland. ”Vi når helt sikkert nogle andre, som synes det er dejligt at kunne gøre det hjemmefra. Så fremadrettet vil vi i Beredskabet nok gøre begge dele”, forklarer han.

Vi gentager succesen og kurset og stiller endnu et brandtæppe og en brandslukker på højkant i konkurrencen. Så hold øje med vores nyhedsbrev, hvor kurset bliver udbudt til alle beboere i Boligselskabet Sjælland.

Henvendelse om denne side til Kunder & kommunikation