2/8-2019 Nyhed til alle

Boligministeren besøger Boligselskabet Sjælland

Boligminister Kaare Dybvad besøger Boligselskabet Sjælland som en af hans allerførste planlagte besøg. Det sker til september.

Den nye boligminister Kaare Dybvad Bek besøger Boligselskabet Sjælland om kort tid. Besøget kommer til at handle om flere og billigere almene boliger, vurderer boligselskabets politiske konsulent.   Foto: Jonas B. Whitehorn

Almene boliger er et centralt område i det nye boligministeries arbejde. Derfor er boligministerens første besøg rundt om i landet interessante, og nu står det klart, at Boligselskabet Sjælland bliver en af de første i branchen, der får den nye boligminister på besøg.

"Det er en kæmpe anerkendelse af Boligselskabet Sjællands arbejde," vurderer politisk konsulent Jonas B. Whitehorn. Han forventer, at besøget kommer til at tage udgangspunkt i de nye træboliger i Skademosen, et byggeri der på mange måder peger fremad.

"Regeringen har meldt ti boligpolitiske punkter ud, hvor flere og billigere almene boliger står højt på listen. Min forventning er, at vi kommer til at tale om løsninger på det," vurderer Jonas B. Whitehorn.

"Samtidig har boligmarkedet udviklet nogle skævheder både mellem de store byer og resten af landet, og mellem forskellige befolkningsgrupper. For eksempel er Sjælland stadig sidst, når det gælder byggeri af almene boliger."

"Jeg tror heller ikke det er tilfældigt at besøget går til Roskilde Kommune," siger Jonas B. Whitehorn og peger på, at Roskilde Kommune er foregangskommune med 740 nye almene boliger frem mod 2022, svarende til at hver femte nye bolig er almen. Samtidig har byrådet skrevet en boligpolitik, der fokuserer på en balanceret byudvikling med 25 % almene boliger. Kaare Dybvad har selv meldt ud, at han vil give kommunerne mulighed for at planlægge op til 33 % almene boliger og vil samtidig bede kommuner med meget få almene boliger løfte sin del af ansvaret.

Boligministerens besøg forventes at finde sted i slutningen af september.

Læs mere

Valgmøde i Boligselskabet Sjælland

Regeringsaftale: Her er boligpolitikken

Henvendelse om denne side til nyhedsredaktør