Årelange ventetider. Det er en realitet for mange eksterne ansøgere, der skriver sig op til drømmeboligen hos Boligselskabet Sjælland. 23 års ventetid i det eftertragtede Troldehøj i Roskilde for en 4-rums bolig, viser nye tal.
Markedsføringsmedarbejder Bodil Mielke husker på, at det er rigtig vigtigt at stille sig på ventelisten som ung. Men hun har også et tip, til de, der ikke fik det gjort.
Opskriften der får ventetiden til at falde
Men det kan der gøres noget ved, fortæller markedsføringsmedarbejder Bodil Mielke. Hun har nemlig opskriften på, hvordan man som lejer får ventetiden til at ændre sig drastisk.
”Som ekstern ansøger kan man gøre flere ting for at komme sin drømmebolig nærmere. Hvis man takker ja til en bolig, mens man venter på drømmeboligen og bor der i to år, så får man som lejer intern opskrivningsret. Det betyder, at ventetiden ændrer sig markant. Hvis din drømmebolig eksempelvis ligger i Troldehøj, ændrer ventetiden sig fra hele 23 år til blot 4 år som intern lejer i selskabet”, siger Bodil Mielke.
Når man først er blevet lejer i Boligselskabet Sjælland, bliver ventetiden betydelig kortere, end den er for eksterne lejere, og derfor kan det ifølge Bodil Mielke godt betale sig at takke ja til en slags ’vente-bolig’ for at barbere nogle år af ventelisten til sin drømmebolig.
”Så helt umuligt er det altså ikke at komme til at bo i sin drømmebolig. Men det er jo desværre sådan, at man som lejer skal skrive sig op i god tid. Det er der heldigvis mange af vores lejere, som har gjort”, fortæller hun.
Skriv dig op, når du kan
Bodil Mielke arbejder som markedsføringsmedarbejder i Boligselskabet Sjælland og én af hendes opgaver er at fortælle kommende lejere om, hvorfor det er vigtigt at skrive sig op til en bolig i god tid. Senest stod hun på en messestand på det lokale gymnasium i Roskilde:
”Jeg vil gerne fortælle de unge, gymnasieelever, at det er rigtig vigtigt at blive skrevet op til en ungdoms- og familiebolig, når man fylder 15 år og må blive medlem. Når man er ung, kan det godt føles som langt ude i fremtiden at skulle tænke over, hvor man skal bo, og hvad der engang vil være ens drømmebolig. Måske vil man gerne til København og studere”, siger hun og fortsætter: ”Men som Nik og Jay synger, så flytter mange af os tilbage til de byer, vi kommer fra. Det gør de unge også, og når de er i midten af 20’erne og vender snuden hjem mod Roskilde igen, så har de måske 10 års anciennitet i Boligselskabet Sjælland – og så er der faktisk rigtig gode muligheder for at få en dejlig bolig”.
Eksempler på beregnede ventetider for eksterne ansøgere:
Nu bliver det lettere at skrive sig op
Siden årsskiftet er det blevet lettere at skrive sig op til drømmeboligen hos Boligselskabet Sjælland, fordi vi kun har én fælles venteliste og et nyt it-system.
”Nu skal man stort set ikke tage stilling til noget, for at skrive sig op. Og når man bagefter er logget ind, kan man let se hvor mange år eller måneder, man mangler, før det kan forventes, man kommer i betragtning til en bestemt bolig. Det nye system er baseret på statistik om de seneste indflytninger, og det tager hensyn til, om den boligsøgende bor hos os i forvejen - eller søger som ekstern på ventelisten. Det er faktisk rigtig smart”, fastslår Bodil Mielke.
Sådan ser du ventetiden for en bolig
Find boligafdelingen på bosj.dk og kig under ’Søg en bolig’. Her kan du se den forventede ventetid fra man skriver sig op, til man som ekstern kan forvente at få en bolig i afdelingen.
Hvis du logger ind først, tager systemet højde for hvor længe du har været skrevet op og om du søger eksternt, så det kan vise hvor lang tid endnu der går, før du statistisk set kan forvente at flytte ind.
CAN/PFT