Forestil dig et bibliotek, hvor bøgerne er skiftet ud med fodbolde, løbehjul, skateboards og kælke. Men, hvor der samtidig er både plads og rum til at få en hjælpende hånd med både lektierne, ansøgningen til fritidsjobbet – og måske et lille plaster på knæet efter en tur i asfalten.
Stedet er Idrætsbiblioteket ved Æblehaven, som siden 2015 har skabt nogle helt unikke muligheder for områdes børn og unge som handler om andet og meget mere end blot at låne en bold eller et løbehjul. En vigtig del af Idrætsbiblioteket er også samarbejdet med Danmarks Idrætsforbund, de lokale foreninger og Roskilde Kommune i Get2sport. Her får børn og unge som normalt ikke ville ”gå til noget” - eller være en del af en idrætsforening en række tilbud og en håndsrækning ind i de etablerede lokale idrætsforeninger.
Prisværdigt initiativ
I indstillingen hed det blandt andet at: ”Medarbejderne er søde og imødekommende, de går rundt i området og tør godt at banke på beboers døre. På den måde skaber de gode kontakter som betyder at mange får nogle gode oplevelser gennem idræt.” Derudover fremhævede indstillingen også Idrætsbibliotekets særlig ungeråd. Her tages medlemmer med på råd, når der skal udvikles nye aktiviteter og lærer samtidigt, hvordan man får indflydelse. Det og så meget andet kunne Christine Wilhelmsen glæde sig over da hun på vegne af hele Idrætsbiblioteket forleden fik overrakt årets pris på Roskilde Rådhus.
Christine Wilhelmsen, Boligsocial sekretariatschef i Boligselskabet Sjælland, modtog Roskilde Kommunes Integrationspris på vegne af hele Idrætsbiblioteket.