28/6-2022 Nyhed til alle

Jobplaneten – en succes med succes på

1.000 lommepengejobs til unge. Jobplaneten er gaven der bliver ved med at give

Smil fra øre til øre

Forleden blev der smilet fra øre til øre på Bistro 17 i Køge. Faktisk ville det have krævet en hel del at gøre andet. Jobplaneten har nemlig netop sat et kæmpe flueben ud for de første 1000 lommepengejobs til unge mellem 13-18 år. De mange jobs er blevet skabt vores boligområder i Køge og Roskilde samt i Greve Nord, hvor vi her administrer jobplaneten for Bo-Vest.

”Denne her succes betyder, at flere af de øvrige boligselskaber nu også vil være med. Senest har Albertslund meldt sig for at indlede et samarbejde og flere andre boligselskaber er også på vej med jobplaneter i samarbejde med os i Boligselskabet Sjælland, fortæller Direktør for udvikling og partnerskaber, Francisco Ortega

Ministrer har øje for succesen

Justitsminister Mattias Tesfaye og Social- og ældreminister Astid Kragh har også fået øjnene op Jobplaneten. Det skete ved et besøg i Karlemoseparken fredag den 24. juni. Ministrene besøgte boligområdet for at se, opleve og høre, hvordan et effektivt tværgående samarbejde mellem Politi, sociale myndigheder og Boligselskabet Sjælland, har vendt udviklingen.

Det lange seje træk

Jobplaneten var oprindeligt et initiativ, som tilbage i 2014 skulle hjælpe unge i boligområdet Karlemoseparken med at få deres første job. Men efter nogle år fik Jobplaneten vokseværk. Initiativet var nemlig en vaskeægte succes og nu et tilbud til unge i Køge Kommune og en del af helhedsplanerne i kommunerne Køge, Roskilde og Greve. Det skyldes ikke mindst at Boligselskabet Sjælland har været gode til at hente eksterne fondsmidler hjem til aktiviteter indenfor fællesskab og trivsel. Succesen med Jobplaneter i Køge og Roskilde og Greve bygger derfor på en samlet bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond på mere end 12,8 millioner kroner.

Det første job er vejen til så meget mere

Jobplaneten er en smagsprøve på, hvad det vil sige at have et job. Det fortæller Jan Mansur Hussain der er fritidsjobkonsulent i Helhedsplan Køge.

”Jeg er den der fylder de unges rygsæk og har kendt de fleste siden de var børn.  Jeg er tæt på og følger og kan se, hvordan de vokser over tid. Til at begynde med handler det om at lære at forstå, at der er forskel på leg og arbejde. Men hurtigt kommer det også til at handle om frikort, løn og hvad det vil sige at have en aftale”, siger Jan Mansur Hussain. Han fremvæver også at lommepenge-jobberne hurtigt lærer at planlægge deres tid, så de når både skole, fritid med venner og jobbet.

/avl

Henvendelse om denne side til Kunder & kommunikation