18/10-2019 Nyhed til alle

"Luften er en helt anden"

Louise og hendes familie er blandt de første nyindflyttere i Skademosen. Hør hendes oplevelse af de nye træboliger.

Louise flyttede ind i Skademosen for 14 dage siden. Nu er børneværelserne næsten klar.   Foto: Jonas B. Whitehorn

Det var min svoger og svigerinde, der fortalte, at der var ved at blive bygget", fortæller Louise Poulsen om den første gang, hun hørte om Skademosen. "De bor lige på den anden side af vejen", fortæller hun, og peger over bag Børnehuset Skademosegård.

På det tidspunkt boede Louise i en af boligselskabets boliger i Ternehaven, og familien så, at de første træelementer var ved at blive stillet op til det der er blevet 25 boliger i Skademosen. Det så spændende ud, syntes de.

"Vi var herude til begge åbent hus og inde at se lejlighederne. Vi fik også lov at se den store i nummer 100 på 115 kvadratmeter, men syntes bedst om den her på 105 kvadratmeter", fortæller hun.

Meget, meget lyst

"Min første oplevelse var, at det var meget, meget lyst. Og åbent", fortæller hun om boligerne, der er i to plan, og hvor væggene som noget helt specielt er af træ indvendigt. Ikke træpanel som i et sommerhus, men selve det træ, huset er bygget af. Træet ånder og giver et godt indeklima.

"Luften er en helt anden her", fastslår hun.

14 dage i træbolig

Louise har været skrevet op i boligselskabet siden 2003, så da boligerne i Skademosen skulle fordeles, fik hun 16 boligtilbud. Det hele førte til, at hun nu står med flyttekasser, kæreste og to børn i nummer 98. Kæresten og hans far går ovenpå og arbejder med de nye værelser; børnene sidder nedenunder.

Den første tid har været fantastisk. De nye beboere i Skademosen har lavet en facebookgruppe, og her deler de allerede erfaringer med hinanden.

"Det er priser på håndværkere, mål på gardiner. Én havde en pakke gips til overs, som en anden overtog. Naboen har købt vores mikroovn", fortæller hun og beskriver det som en nybyggerstemning.

Der gælder et par særlige forholdsregler, når man bor i træboliger. Det hænger blandt andet sammen med at trævæggene ikke bare bliver spartlet og malet ved fraflytning.

Særlige regler er intet problem

Det gælder nogle særlige regler for træboligerne. Man må ikke ryge indendørs, og boligen kommer ikke med indvendige skillevægge. Dem kan man selv sætte op, hvis man vil.

"Vi fik en folder om det hele. Man skal bruge noget bestemt at lappe med, hvis man har sat noget i væggen", husker Louise. "Der står også om brandalarmen, ventilationssystemet og så videre. Det eneste, jeg lige mangler, er nummeret på fodpanelet, når vi sætter vægge op. Men det har jeg spurgt om", siger hun.

Ovenpå går kæresten og gør væggene til soveværelserne klar. Marius og Leonora havde fælles værelse, da de boede i Ternehaven. Nu får de hvert sit, noget Leonora, der er den ældste, ser meget frem til.

Louise og Leonora viser rundt

Louise beholder køkkenet, som det er. Men der skal nogle hylder op over bordpladen, viser hun.

På overetagen er der plads til tre værelser omkring trappen. Det bliver soveværelser, og børnene får for første gang egne værelser. Væggene er sat op af håndværkere, og nu går kæresten og hans far og spartler og sliber gipsvæggene.

Leonoras værelse er ved at blive gjort klar bag et plastikforhæng for at holde på støvet.

Leonora viser stolt frem, i det, der bliver hendes værelse. Hun forklarer, at man kan sidde i vinduet, men lige nu er det for støvet.

Det eneste Leonora har fået op fra sit gamle værelse er lampen i loftet. Den er hun rigtig glad for.

Alle Leonoras fine ting står i en IKEA-kasse. Hun glæder sig meget til at stille tingene ind på værelset, når det er klar.

Det er rigtig spændende at flytte, synes Leonora.

Henvendelse om denne side til Kommunikation