Hos Boligselskabet Sjælland skal hele boligoplevelsen være en effektiv og positiv oplevelse. Derfor har vi indført nye, digitale processer ved ind- og fraflytning. Den nye processer gør kommunikationen mellem dig og os nemmere, sikrer bedre forventningsafstemning og forbedrer vores mulighed for at planlægge istandsættelsen mere effektivt.
Mere gennemsigtighed, når du flytter
Det er altid lidt af en udfordring at skulle flytte fra en bolig. Opgaverne med flyttekasser og flyttefolk står i kø sammen med det afsluttende syn af boligen. Men med den nye digitale synsportal får du som beboer bedre info om synet af din bolig. Det giver dig mere gennemsigtighed om boligens tilstand og større indblik i, hvor stor en del af dit indskud, der skal anvendes til forbedringer.
”Beboere bliver ofte skuffede over, at de ikke får hele indskuddet tilbage ved flytning. Men der er ofte nødvendige reparationer som for eksempel slibning af gulv, udbedring af huller eller grundig rengøring af køkken og badeværelse. Derfor kan det ofte ikke undgås, at en del af indskuddet skal bruges til istandsættelse”, siger Jess Hansen, synschef hos Boligselskabet Sjælland.
Hurtigt overblik. når du flytter ind
Med de nye digitale synsprocesser sikrer vi en bedre forventningsafstemning med dig, der flytter ud. Fremover vil beboeren og boligselskabet straks efter synet have adgang til billeder fra synet og viden om de nødvendige istandsættelser og prisen på dem.
Både når du flytter ind og ud får du tilsendt billeder fra synet og dokumentation for det udførte arbejde i boligen. Synsmedarbejderen kan også hurtigt se, hvornår der er foretaget service af boligen såsom installation af røgalarmer, kontrol af skimmelsvamp og opsætning af sparebrusere.
Færre fejl og mangler ved indflytning
Synschefen fremhæver, at den digitale kommunikation mellem synspersonale og håndværkere har forbedret processen, så der er færre fejl og mangler ved indflytning.
”De nye digitale processer har gjort synsprocessen mere effektiv, da vi kan journalisere billeder og synsrapporter direkte efter et syn. Vi kan også informere håndværkerne om hvem der arbejder i boligen, og vi har fået en digital platform til at udføre en bedre kvalitetskontrol. Det sikrer en højere standard samt færre fejl og mangler ved indflytning”, forklarer Jess.
Bedre planlægning
De digitale redskaber giver også bedre overblik over tidligere syn og istandsættelsesopgaver. Det betyder hurtigere sagsbehandling for beboerne.
”Vi kan bedre planlægge istandsættelsesopgaver og samtidig hurtigt gennemgå de forskellige sager for at sikre, at alt er i orden. Hvis der er behov for handling, kan vi hurtigt sætte det i værk. Det letter planlægningen og sikrer at boligen er indflytningsklar, når beboeren får nøglerne. Dét har vi fået mange positive reaktioner på fra beboerne”, tilføjer Jess Hansen.
Opsigelse og syn på fleksible datoer
Muligheden for at opsige og fraflytte sit lejemål på forskellige datoer i måneden har også betydning for oplevelsen af at flytte ud.
”Mange tror, at de kun kan opsige deres lejemål ved udgangen af en måned. Men faktisk er det nu muligt at opsige på en hvilken som helst dag i måneden. Det er mange beboere glade for, da de så kan spare en eller to ugers husleje. Samtidig letter det vores tid planlægning af synene, da syn og kvalitetskontrol kan spredes bedre ud over måneden”, forklarer Jess.
Del dine erfaringer med os
Vi ønsker at skabe den bedst mulige oplevelse for alle beboere, og vi værdsætter feedback, så vi sikrer en høj standard for jeres samlede boligoplevelse. Vi opfordrer derfor alle der flytter ind og ud til dele deres erfaringer med os.