18/9-2015 Nyhed til alle

Sådan slipper du rart og billigt gennem vinteren

Når kulden kommer, begynder kroner og øre at risle gennem radiatoren. Se her, hvordan du slipper lunt og billigt igennem kulden.

Temperaturen falder, og det brummer roligt i varmecentralen fra gasfyr og pumper. Hvor stor din varmeregning bliver, kommer rigtig meget an på vejret - og dig selv. Få alle tippene her.   Foto: Jonas B. Whitehorn

Drejeknappen på radiatoren er en termostat. Det betyder, at den prøver at sikre en konstant temperatur. Normalt skal den bare stå mellem 3 og 4 - jo mindre du piller ved den, jo billigere bliver din varmeregning.

Stil radiatoren rigtigt

Stil radiatortermostaten mellem 3 og 4 i alle rum, også gangen og badeværelset. Du bruger mindre energi, når radiatorerne hjælpes ad, og sparer altså ingenting ved at have en kold radiator.

Termostaten i soveværelset kan evt. indstilles lidt lavere, hvis døren til værelses holdes lukket.

Tør aldrig tøj på radiatoren og stil ikke møbler lige foran radiatoren, så kan den nemlig ikke komme af med varmen.


FAKTA

Du bruger mere varme, når det er koldt udenfor - uanset hvor meget du ellers prøver at spare. Man måler vinterkulden i graddage. En varmesæson har ca. 3000 graddage, men det svinger meget fra år til år.  Siden 2011 har der være færre graddage end gennemsnittet. Hvis du har vænnet dig til en lavere varmeregning, kan det altså skyldes at det ikke har været så koldt, som det plejer.


Hjælp! Radiatoren er kold

Selv om vi er i september, er det ikke ensbetydende med at der kommer varme på dine radiatorer - styringen af varmesystemet er nemlig afhængig af udetemperaturen. Hvis udetemperaturen er over 18 grader slukker varmesystemet automatisk. Varmecentralerne tilpasser også varmen til temperaturen udenfor. Når det bare er småkøligt, men ikke koldt, sender varmecentralen kun halvvarmt vand rundt. Også dét sker for at spare på varmen. 

Kontakt områdekontoret, hvis din radiator ikke virker.

Det er faktisk både billigere og mere rart, når du husker at lufte ud to gange om dagen. Det koster nemlig penge, at holde en fugtig bolig varm.

Luft ud

Det er meget lettere at holde varmen, når du husker at lufte ud 1-2 gange om dagen. Åbn vinduerne, så der er gennemtræk i fem minutter. Den lavere fugtighed gør det både billigere at holde varmen, og boligen føles også varmere. 

Spar mere

Hvis du vil spare mere på varmeregningen, så kan du med fordel sætte temperaturen ned med bare én grad - det giver en energibesparelse på 5 %. De fleste har en temperatur mellem 20-22 grader i boligen og 18-20 grader i soveværelset. Det svarer til en indstilling mellem 3 og 4 på radiatortermostaten.

Boligselskabet sparer også

Boligselskabet Sjælland sparer også på din varme. Vores varmemestre holder løbende øje med driften. Avanceret styring og energiledelse betyder, at varmecentralerne kun akkurat producerer den varme, der er brug for, og på den måde bliver den samlede varmeregning så lille som muligt. 


Fem tip: Sådan sparer du på varmen

  • Stil alle radiatortermostater ens mellem 3 og 4
  • Dæk ikke radiatoren til
  • Luft ud
  • Tør ikke tøj indendørs
  • Sænk temperaturen med en grad og spar 5 %

Henvendelse om denne side til nyhedsredaktør