Foreløbig har 915 unge skrevet sig på venteliste i august. Hvis tendensen fortsætter, ender august med over 1.300 opskrivninger. Så bliver det femte gang i år der sættes ny månedsrekord.
Det er nemlig ikke første gang, der har været rekordmange opskrivninger. Tilbage i august 2013 skrev 737 unge sig op til ungdomsbolig. Det var dengang en fordobling i forhold til månederne før, og tallet fik lov at stå som det højeste gennem hele 2014.
Antallet af unge, der skriver sig op til en ungdomsbolig har aldrig før været så højt. I august har foreløbig 915 skrevet sig på ventelisten.
Men den rekord blev slået fem gange i 2015, hvor både april, maj, juni, juli og altså også august i 2015 havde stadig voksende antal opskrivninger til ventelisten.
"Vi har nogle rigtig attraktive ungdomsboliger, men de har været svære at få øje på for de nye studerende", vurderer kommunikationschef Morten Lykkeberg. Derfor har boligselskabet udvidet samarbejdet med uddannelsesinstitutionerne, specielt RUC og UC Sjælland i campusområdet ved Trekroner.
"Vi har Spritfabrikken, hvor boligerne er indrettet i smukke fabriksbygninger centralt i Roskilde og 1800-tals-kasernen ved Holbæk station, og i den moderne ende ungdomsboligerne i Trekroner, der er tegnet af 3xNielsen", fortæller Morten Lykkeberg.
Råd: Skriv dig op nu
Rune Utoft leder udlejningen af boliger i Boligselskabet Sjælland. Han anbefaler, at unge skriver sig op i god tid.
"Hvis man hellere vil glæde sig over at komme i gang på det nye studie i stedet for at bekymre sig om, hvor man skal bo i næste uge, så skal man skrive sig op i god tid", understreger han.
Det rigtige antal ungdomsboliger
Men selvom rekordmange ønsker en ungdomsbolig, betyder det ikke, at der er behov for flere ungdomsboliger i Roskilde. Lige i øjeblikket er der højsæson, og Boligselskabet Sjælland har erfaring for, at så snart flere studerende har fundet sig til rette i København og nogle er droppet ud af studiet, plejer der at blive rigelig med ungdomsboliger i Roskilde.
Boligselskabet Sjælland har haft succes med at få flere til at skrive sig op til ungdomsboliger og håber, at det kan være med til at sikre, at der er studerende nok til alle boliger hele året. Boligselskabet Sjælland har de seneste år fået en del ikke studerende ind i ungdomsboliger i bl.a. Trekroner. Efterhånden som deres lejekontrakt udløber kommer der studerende ind - så længe der er nok interesserede unge studerende.
FAKTA: Sådan skriver du dig op
Du kan når som helst skrive dig op til en ungdomsbolig på www.bosj.dk/skrivdigop. De fleste ungdomsboliger fordeles dog efter RIU-Roskildes venteliste. Her kan du først skrive dig op fra 3 måneder før du vil flytte ind, og du må flytte ind op til 3 måneder før studiestart. Her kan du altså ikke komme tidligere på ventelisten end 6 måneder før studiestart.
Begge ventelister er gratis.
Læs også
Venteliste overalt til studiebolig