Der var ekstra liv fredag formiddag i boligafdelingen Stougården i Gundsømagle lidt uden for Roskilde. Her bliver der nemlig gjort klar til, at håndværkerne kan gøre sit indtog. På mandag går det løs, når håndværkerne starter på Stoustien, som er første etape af renoveringen.
De 100 rækkehuse i Stougården skal over det næste års tid have nye vinduer og døre, udskiftes kviste, opretning af isolering i tagrummet, renovering af varmesystem, samt mindre el-arbejde og etableret nyt ventilationsanlæg.
Fritz holder humøret højt
Vi møder beboeren Fritz Wulf, der bor på Stoustien. Fritz har ringet til beboerkoordinator Michael for lige at få hjælp til at danne sig et overblik. Fritz har nemlig besøg af to flyttemænd, der hjælper ham med at gøre sin bolig klar til, at håndværkerne kommer.
Fritz bor sammen med sin hund Bjørn, og sammen skal de to nu genhuses de næste to uger i en campinghytte på Roskilde Camping, mens renoveringen står på. Fritz får hjælp af sin gode nabo Steen fra nr. 4, med transporten til campinghytten på mandag.
”Jeg har boet her i 7-8 år nu, og er vældig glad for det. Især min lille have – den er skøn”, fortæller Fritz. Selvom Fritz er lidt op i årene, tager han renoveringen og genhusningen med højt humør ”Der er gjort en luftmadras klar til mig nede på stranden, som jeg kan sove på”, siger Fritz med et glimt i øjet om sin genhusning ”Nej, det er en spøg. Jeg er glad for at få muligheden for at blive genhuset, mens renoveringen står på”, slutter Fritz.
Entreprenørens beboerkoordinator Michael Stephen Borrell møder her Boligselskabet Sjællands beboerkoordinator Maria Callesen, der også er i området fredag formiddag. De har et tæt samarbejde og hjælper beboerne med at få svar på deres spørgsmål imens renoveringen står på.
Otte ud af ti takkede ja til ekstraordinær genhusning
Der er ikke planlagt genhusning for de øvrige etaper i renoveringen, da det er muligt at blive boende i de ca. to uger renoveringen, står på i den enkelte bolig.
Det er helt ekstraordinært, at den første etape med 10 boliger har fået tilbuddet om genhusning. Det sker på grund af situationen med corona - for at sikre både beboere og håndværkere bedst muligt mod smitte. Otte ud af ti boliger har valgt at tage imod genhusning.
Fem etaper og færdig på et år
Renoveringen af Stougården er en såkaldt helhedsplan. Det betyder at afdelingen får økonomisk støtte fra Landsbyggefonden til at udføre renoveringsarbejderne. Det er Hovedstadens Bygningsenterprise A/S der er entreprenør på projektet. Renoveringen er delt op i fem etaper, og forventes at være færdig i sommeren 2021.
Beboerne har mulighed for at følge med i renoveringen på deres afdelingshjemmeside, hvor der løbende kommer information om renoveringen.
/cel