3/6-2021 Nyhed til alle

Sladrehank skal spare 30 mio. liter vand

Usynligt: En lille sladrehank skal fremover sætte en stopper for det usynlige, men dyre vandspild, når toilettet løber.

Teamleder for bæredygtighed og energi Ulrik Eggert Knuth-Winterfeldt og CEO i virksomheden Aguardio Thomas Munch-Laursen glæder sig over at Karlemoseparken nu bliver testcenter. Det sker med en lille sensor, der sladrer, hvis toilettet står og løber. Vandspild er et enormt problem, der kan koste den enkelte beboer tusindvis af kroner, selv hvis det næsten er usynligt.   Foto: Jonas B. Whitehorn

Boligselskabet Sjælland og virksomheden Aguardio står bag ideen om en lille sladrehank, der skal sætte en stopper for det usynlige vandspild, når toilettet løber. Om kort tid er 660 enheder klar til test i det store boligområde Karlemoseparken i Køge. Her skal de bestå testen i mødet med beboerne. Går det godt, er Boligselskabet Sjælland på vej med en investering, der betyder farvel til vandspild for 2 mio. kr. om året i 12.000 toiletter.

I dag blev den allerførste sladrehank sat op. Det skete, da Thomas Munch-Laursen kom forbi Karlemoseparken med en kassefuld af de nye sensorer. 

Sådan virker sladrehanken

Sladrehanken, der har fået navnet Leak Sensor, er meget simpel, forklarer CEO i iværksættervirksomheden Aguardio Thomas Much-Laursen.

"Leak Sensor er meget nem at installere. Den bliver spændt med en plastik-strip omkring vandtilslutningen bag på toilettet. Her holder den lille computer øje med temperatursvingningerne i vandet, når man skyller ud i toilettet", forklarer han.

En avanceret algoritme kan kende forskel på toiletskyl og et løbende toilet. Hvis toilettet står og løber, giver sladrehanken en alarm. Thomas Munch-Laursen sammenligner den med en røgalarm.

"Når sladrehanken bipper, står der på den, at man skal kontakte boligselskabet. Og med en knap, kan man udskyde alarmen i 24 timer", forklarer han. Selve enheden har en batterilevetid på 10 år.

"Det allersværeste har været at holde strømforbruget nede. Men det er lykkedes at få en levetid på 10 år", fortæller Thomas Munch-Laursen om enhederne, der er produceret og samlet i Aalborg.

FAKTA

Vandbesparelser sparer millioner

Sladrehanken Leak Sensor skal spare over 30 mio. liter vand om året. Men faktisk er det ikke første gang Boligselskabet Sjælland sætter ind overfor vandspild.

I 2019 igangsatte boligselskabet installation af sparebrusere, der skal spare 50 mio. liter bruse-varmt vand. Corona satte projektet på pause halvvejs, men allerede nu snurrer vandmålerne væsentligt mindre.
Målet er at reducere forbruget i Boligselskabet Sjælland med 2 % om året, både på el, vand og varme. Det skaber tryghed om boligudgifterne og sparer på ressourcerne.

30 mio. liter rent vand undgår kloakken

Løbende toiletter er stadig et kæmpe problem. Det forklarer teamleder for bæredygtighed og energi i Boligselskabet Sjælland Ulrik Eggert Knuth-Winterfeldt.

"Problemet er, at det kan være næsten usynligt, at toilettet står og siver. Vi har lavet en screening, der viser at ca. 5 % af toiletterne står og siver", forklarer han.

Et sivende toilet kan give beboerne kæmpe ekstraudgifter, vurderer Ulrik Eggert Knuth-Winterfeldt. For selv hvis der løber så lidt at det næsten er usynligt, løber det hurtigt op.

"Vandspildet løber hurtigt op i flere tusind kroner om året", konstaterer han. Derfor forventer Boligselskabet Sjælland også store vandbesparelser.

"Vi forventer at spare mindst 30 mio. liter vand, svarende til 2 mio. kr. om året", siger Ulrik Eggert Knuth-Winterfeldt. Det er penge, som beboerne kommer til at spare på vandregningen.

"Vand - og penge, der ellers ville være løbet nyttesløst i kloakken", slutter han.

Verdenshistorie: Den første sladrehank sidder monteret på et toilet i Karlemoseparken i Køge. Hvis toilettet løber, giver den en lille alarm så problemet kan blive løst inden det bliver dyrt. Beboeren kan trykke på en knap, der udskyder alarmen i 24 timer.

Køge bliver testcenter

Karlemoseparken i Køge bliver det første boligområde, der får lov at prøve den nye sladrehank. Så snart corona-situationen betyder, at boligselskabet igen kan genoptage den årlige service i boligerne, kommer Leak Sensor med i værktøjskassen. Det sker sandsynligvis til august, og erfaringerne herfra bliver taget med i den endelige udgave af Leak Sensor.

-jbw

Henvendelse om denne side til nyhedsredaktør