Med opførelsen af nye familieboliger i Ringsted, et boligkvarter i Viby og rækkehuse i Gundsømagle øger vi vores andel af boliger på Sjælland. Ambitionen er at bygge 300 nye boliger om året, så flere af vores beboere og borgere på ventelisten kan få en god bolig i attraktive omgivelser.
"Andelen af almene boliger svinger meget fra kommune til kommune og bydel til bydel, men de fleste har heldigvis fået øjnene op for fordelen ved mangfoldigheden i ejerformer ved byudvikling og boligplanlægning. Derfor arbejder vi målrettet for at skabe så mange almene boliger som muligt, så dem, der står på venteliste, kan komme i betragtning til en tryg og attraktiv bolig", fortæller Tommy Novland, bolig- og projektudvikler hos Boligselskabet Sjælland.
Elverbakken er en af de nyopførte boligafdelinger, som 35 familier kunne flytte ind i før sommerferien i år. Elverbakken er ejet af Hvalsø Boligselskab og administreret af Boligselskabet Sjælland.
Økonomi og tryghed i fokus
Grundpræmissen er at skabe almene boliger til en rimelig husleje, men der skal altid være et særligt fokus på at skabe trygge rammer for beboerne.
"Det er naturligt for os at tage ansvar for det samfund, vi er en del af. Vi skal som alment boligselskab ikke tjene penge, men skabe gode, bæredygtige boliger til en rimelig husleje. Vi sigter efter at skabe trygge hjem for alle, uanset hvor man kommer fra eller er på vej hen i livet. En del af den indsats omfatter at gøre naboskabet til fællesskab", lyder det fra Tommy Novland.
Det er en politisk beslutning, om der skal opføres flere almene boliger.
"Vi kan derfor ikke bare bygge, hvor vi vil. Ambitionen er dog klar: Vi vil gerne bygge flere almene boliger over hele Sjælland! Vi er derfor konstant på udkig efter nye kommuner og boligområder, hvor vi kan opføre almene kvalitetsboliger", siger Tommy Novland.
Se hvor Boligselskabet Sjælland opfører nye almene boliger.