Centralt i Ringsted på hjørnet af Køgevej og Ørnevej kan vi snart byde velkommen til endnu en nybygget boligafdeling i Boligselskabet Sjælland. Vi er i fuld gang med at bygge Vibehaven - 72 nye, attraktive boliger. De første boliger står klar til februar 2024.
Fleksible boliger med plads
I Vibehaven tilbyder vi et varieret udbud af boliger til alle behov. Boligerne er moderne med en god rummelig indretning, et godt lysindfald og de fleste boliger har enten egen have eller altan.
I de store boliger har man mulighed for at etablere ét eller to yderligere værelser. Det gør boligerne fleksible og giver gode muligheder for selv at sætte sit præg på indretningen.
Start med at nyde boligens store rum, og når I får brug for et ekstra børneværelse eller måske et kontor, så er det en mulighed, når du vælger en bolig i Vibehaven.
Miljøvenligt og traditionsrigt murstensbyggeri
Byggeriet bliver et rødt murstensbyggeri og kommer til at bestå af fem bygninger i treetagers højde. Her kommer boliger i ét plan med adgang fra terræn og boliger i to plan med adgang via udvendig trappe.
Boligerne får energiklasse 2020, hvilket betyder at det er lavenergiboliger. Der er også lagt vægt på at anvende miljø- og allergivenlige materialer i byggeriet.
Der er stor fokus på at skabe et indbydende fællesareal med stisystemer, der går gennem området og med forbindelse til det bagvedliggende grønne parkområde.