Renovering

Afdelingen står overfor en stor renovering. Store renoveringer tager mange år. Der vil normalt gå 8 år fra de første ideer opstår, indtil håndværkerne går i gang. Nedenfor kan du se faserne i en helhedsplan, som er det fagord Landsbyggefonden, kommuner og vi bruger om renoveringer af denne størrelse. Under faserne kan du klikke på læs mere og finde fasens dokumenter. Det kan fx være referater fra afdelingsmøder og arkitekttegninger. Den orange fase viser, hvor i processen renoveringen er lige nu.

Udvikling af foreløbig helhedsplan og ansøgning

I projektets første fase udvikler boligselskabet, beboere og bestyrelse projektet i et tæt samaarbejde.

Når vi udvikler projektet, tager vi udgangspunkt i renoveringsbehovet og de ønsker, der er hos beboerne til renoveringen. Her skal vi prioritere, hvad der er vigtigst at få med i projektet.

På baggrund af ideerne udarbejder vi en foreløbig helhedsplan for projektet. Planen skal godkendes på beboermødet. Herefter sender vi den foreløbige helhedsplan til Landsbyggefonden, som skal tage stilling til projektet.

Læs mere
Forventet tid: 1 - 2 år

Foreløbig helhedsplan behandles Landsbyggefonden

I projektets anden fase vurderer Landsbyggefonden projektet og kommer på besigtigelse i afdelingen. Når vi gennemfører renoveringer som helhedsplaner, har vi mulighed for at få økonomisk støtte fra Landsbyggefonden. Landsbyggefonden skal vurdere, hvilke dele af vores renoveringsprojekt de kan støtte.
Landsbyggefondens midler er begrænsede, og derfor er det ikke sikkert, at vi kan få støtte til projektet.

Læs mere
Forventet tid: 1 - 2 år

Undersøgelse og tilpasning af helhedsplanen

Vi har nu modtaget svar fra Landsbyggefonden om, hvilke dele af projektet de vil støtte.

Ud fra svarene tilpasser vi projektet. Samtidig skal vi gennemføre tekniske undersøgelser i afdelingen. Når projektet er tilpasset og undersøgelserne er gennemført, sender vi det tilpassede projekt til Landsbyggefonden igen.

Læs mere
Forventet tid: ½ - 1½ år

Endelig helhedsplan behandles i Landsbyggefonden

Landsbyggefonden vurderer det tilpassede projekt og sender os en finansieringsskitse. Finansieringsskitsen indeholder bl.a. oplysninger om, hvor meget Landsbyggefonden støtter projektet med. Økonomien og mulighederne i projektet er nu på plads.

Læs mere
Forventet tid: ½ - 1 år

Godkendelse og tilsagn om støtte

I denne fase bliver det endelige projekt godkendt af beboerne på et afdelingsmøde. Derudover bliver projektet også godkendt i kommunen – for en stor renovering kræver tilladelse fra kommunen. Herefter giver Landsbyggefonden det endelige tilsagn om støtte.

Det er også på dette tidspunkt, at vi kender de økonomiske forhold. Det betyder, at vi kan beregne den huslejekonsekvens, som projektet vil medføre.

Læs mere
Forventet tid: ½ år

Planlægning af byggeriet

Nu kan vi indgå aftaler med rådgivere, som er de arkitekter og ingeniører, der tegner og beskriver projektet. Det gør de så detaljeret, at vi kan indhente priser fra entreprenørerne, som er dem, der skal udføre selve byggeriet. Priserne indhentes ved en licitation.

Når vi har kontrakten på plads med entreprenørerne, vil hele det udførende hold blive præsenteret for beboerne.

Læs mere
Forventet tid: 15 måneder

Byggefase

Efter mange års forberedelse er projektets sidste og mest betydningsfulde fase for beboerne nået. Det er nemlig nu, at håndværkerne er i gang i afdelingen. Byggefasen påvirker dagligdagen, og i nogle renoveringer er vi også nødt til at genhuse beboerne i en periode.

Læs mere
Forventet tid: 1 - 4 år

Driftfase

 
 
 
 

Renoveringen er afsluttet, og afdelingen kommer tilbage til den normale dagligdag.

Læs mere